BOGANMELDELSE Simon Grotrian er en respekteret og produktiv lyriker. Han er respekteret af andre danske lyrikere for sit sprog, sin produktion og sin ydmyge tilgang til verden. Og han er respekteret i teologiske kredse i Danmark, fordi han i de senere år har bevæget sig over i teologiens retning ved at skrive salmer og bønner. Domkirkeperlen, Simon Grotians 36. bogudgivelse, er da også, hvilket fremgår af forsiden, en samling af bønner. Bogens format og fysik er næsten i sig selv som tænkt til en indplacering i folkekirken eller præstens hånd, når denne bestiger prædikestolen.
Nu er der ingen regler for, hvordan bønner skrevet af en uafhængig forfatter skal tage sig ud. Men selv vil jeg mene, at man – som læser af bønner – kan have en vis forventning om, at man i en samling af sådanne kan hente hjælp eller inspiration i bestemte situationer – uanset om man er lægmand eller præst. Man kan f.eks. have brug for bønner – eller hjælp eller inspiration dertil – hvis man er i krise, hvis man er syg, hvis man er døende, hvis man har mistet, hvis man har brug for trøst. Men dén form for hjælp eller inspiration får man ikke i Simon Grotrians bønner, der synes mere optaget af egne sprogbilleder. Dén optagethed er så markant, at det helt gennemgående bliver utroværdigt, når forfatteren indleder sine ”bønner” med ord som ”Kære Gud…” og afslutter dem med ordet ”Amen”.
Sig mig for eksempel i hvilken tilstand, man som læser af bønnerne vil have glæde af følgende tekst: ”Kære Gud for alt levende, natten blev en blækklat, som jeg ikke kunne fjerne, hjælp mig. Jeg ånder i æterens hajlunge, mine arme forgrener sig ud i det ubeskriveliges sørgeslørsdans under månen. Jeg beder dig om en skulptur, der skal æltes, den vil lyse med de bløde sollokker på klaviaturet. I en maskinhal, der minder om Helvede, ser jeg et pindsvin befriet for sin tilbagestråling, derfor slutter jeg pagten. Jeg beder: lad min perle glide på ørkenliner gennem skægget. Lad opdateringen af vækkelsesure gå i slag. Og amen.”
Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg selv skulle kunne hente trøst i dén bøn. Så spørgsmålet melder sig: Skal jeg i virkeligheden “bare” læse teksten for lyrikkens skyld? For sprogblomsternes skyld? Hvis svaret er ja, hvorfor skal jeg så have de indledende ord og et amen til sidst? Den pågældende bøn er et godt eksempel på det man – med positive ord – kunne kalde lyrikkens eller sprogets spændvidde. Men den er også et godt eksempel på det vanvid, der præger bønnerne helt generelt.
** / Borgens Forlag / 52 sider