BOGANMELDELSE
Den norske forfatter, Kjersti Annesdatter Skomsvold (f. 1979), fik med denne – hendes debutroman – et veritabelt gennembrud i hjemlandet, og i udlandet. Bogen blev i Norge nomineret til den fornemme Bokhandlerprisen, og den blev hurtigt oversat til udgivelse i både Danmark, Sverige, Tyskland, Spanien og USA.
Den danske udgave er udgivet af mikro-forlaget, Republik, og fint oversat af Karen Fastrup, der både har formået at få originaludgavens tåkrummende alvor og hændervridende humor med.
Romanen handler om Mathea Martinsen – en aldrende kvinde, der ikke har fået meget ud af sit liv, ikke har haft meget med andre mennesker at gøre og ikke har formået at bekæmpe sin egen angst, skyhed og tilbageholdenhed. Hun er blevet gift – med manden, Epsilon (som trods sine særheder dog har et arbejde på Statistisk Centralbureau og på reolerne derhjemme en komplet samling af Statistisk Årbog) – nærmest ved et (u)held, men ægteskabet har ikke udvidet horisonten, nærmest tværtimod.
Man fornemmer således, at Epsilon kun marginalt er bedre til at begå sig blandt andre mennesker, end Mathea. Og at de to tilsammen har nok i deres – i opslag i deres statistiske værker, gensyn med TV-nyhedernes værter, strikningen af endnu et sæt ørevarmere og ganske få og små andre ting.
Centralt i fortællingen står Matheas pludselige trang til (på baggrund af et næsten indholdsløst liv) at efterlade sig spor, når hun dør. Epsilon bygger en lille kasse til sin kone, og den beslutter hun (ikke at bruge til garnnøgler, som ellers tiltænkt, men) at bruge som tidskapsel – en beholder, hvori hun kan gemme efterladenskaber, der kan fortælle eftertiden om hende og hendes (indholdsfattige) liv.
Hun oplever ikke selv sit liv som indholdsfattigt, men det gør vi som læsere. I den forstand gør forfatteren sin hovedperson til en, vi andre som læsere kan more os over – krumme tæer og vride hænder over. Alene skildringen af Matheas elendige forsøg på at grave tidskapslen ned får mig som læser til at krumme tæer, vride hænder og vrænge af grin. Problemet er bare, at det er en småt begavet, dårligt stillet, ældre, angstramt kvinde, jeg sidder og griner af. Netop dét fylder mig med en konstant ambivalens under læsningen. Kjersti Annesdatter Skomsvold gør social angst til et overraskende festfyrværkeri af en læsning. Hendes skildring af Mathea og Epsilon er på én gang ubarmhjertig og morsom.
I den forstand lykkes det den unge, debuterende romanforfatter at imponere. Hendes litterære komposition er stram og hendes sprog på én gang rigt og afmålt. Det er dét, der er grundlaget for successen med debuten.
**** / Forlaget Republik / 160 sider