BOGANMELDELSE Thomas Hvid Kromann (f. 1974) debuterede i 1998 med digtsamlingen, Vexelstrøm, og romandebuterede i 2006 med (sin femte bog) Hr. Toksvig – en intellektuel, sprogligt ekvilibristisk og munter sag. Men, som tilfældet var med den, er min læseoplevelse med Thomas Hvid Kromanns sjette bog (anden roman), Saksehånd, ambivalent.
På den ene side må jeg igen-igen konstatere, at forfatteren har et intellektuelt overskud, mestrer sproget (om end det er altmodisch) og skriver sin historie i en virkelig munter (ironisk?) tone. På den anden side bliver jeg undervejs i læsningen så sindssygt irriteret, fordi hans sprog er så kringlet og unødvendigt sammensat – det tager mig alt for ofte alt for lang tid at læse enkelte sætninger, fordi de som oftest er så afsindigt lange, rummer så mange indskudte sætninger (og parenteser) og skrives i et så unødvendigt gammeldags sprog. Tit – under læsningen – tænker jeg på, hvad der har drevet forfatteren (som jeg aldrig har mødt) til at benytte nævnte stil. Om det mon er sådan han i det daglige taler og tænker. Om det mon er med et drillende og fornøjet smil om læberne, han har siddet i sit skriveværksted og (hud)flettet konkrete, virkelige og navngivne personer ind i sin fiktion. Om han mon har haft regnestykker, der skulle gøres op. Om han bevidst har villet latterliggøre / gøre sig munter / ironisere over bestemte miljøer, institutioner, udgivelser, koncepter og personer. En ting er i hvert fald sikker: Han hudfletter forfatterkolleger og kritikere som Carsten Jensen, Jørgen Leth, Pia Tafdrup, Dan Turèll, Peter Laugesen og Torben Brostrøm, men også og især det avantgardistiske undergrundsmiljø omkring Claus Handberg Christensen, Thomas Krogsbøl, Jesper Fabricius, Martin Glaz Serup, Lars Skinnebach, Niels Frank, Hans Otto Jørgensen, Jeppe Brixvold, Lars Frost, Cia Rinne, Lars Bukdahl og Das Beckwerk m.fl.
Romanens hovedperson er Volontøren, som i første kapitel bliver ”ansat” i antikvariatet og det avantgardistiske bogforlag, Saksehånd, som ligger i et kælderlokale midt i Nansensgade (i det butikslokale, som i virkelighedens verden rummer Mandøe Antikvariat) og som (både i romanen og virkelighedens verden) er nabo til Pizzeria La Fiorita og genbo til Bageriet i Nansensgade og caféen Bankeråt. Volontøren ”ansættes” af Præsidenten (som denne dag er til stede, men det meste af tiden ellers opholder sig i sin residens (”kommandocentral”) i No i Vestjylland) og under overværelse af forlagets fortrolige, redaktionssekretær Hr. Ib, og den tidligere Falck-redder, P.M. (som har fået kuk i hjernekassen og bruger antikvariatet som opholdsstue).
Snart er Volontøren selv en del af det litterære miljø, idet han ikke blot bliver indrulleret i Saksehånds redaktionsmøder, men også via antikvariatet / forlaget stifter bekendtskab med landets yngre avantgardeforfattere (hvoraf flere besøger antikvariatet på deres mærkværdige jagt efter obskure artefakter), møder en række yngre revolutionære, kommer på små, obskure bogfestivaler, på Bogmessen i Forum, til fest på Studentergården etc. I hvert kapitel møder han et nyt miljø – stampublikummet i Saksehånd, Øverste Kirurgiskes digtere på Vesterbro, de revolutionære ideologer i Folkets Hus på Nørrebro, redaktionen på det obskure tidsskrift Die Nordsee, de litterære avantgardister på den alternative bogmesse, myrerne og koryfæerne på Bogmessen i Forum, kandidaterne i Studentergården o.s.v.
Men skildringen af Volontørens møde med alle disse miljøer tjener maksimalt to formål: 1) en latterliggørelse af miljøernes beskedne betydning / grandiose selvovervurdering; 2) en ironisering / latterliggørelse / kærligt distanceret og humoristisk portrættering af konkrete personer – på skrømt via Volontøren.
Tag eksempelvis dette afsnit (denne ene sætning), der skildrer (er det Volontørens eller forfatterens oplevelse af) Bogmessen i Forum:
Mængden af bøger, de fremragende, de middelmådige, de rærlige, udgjorde en oceanisk svimlen, idet bogmessen her så ærligt, ja decideret skamløst, fremviste, hvad der var blevet udgivet i løbet af det forgangne år, hvilket mindede de tilstedeværende litteraturprofessorer, der var draget hid for at lancere deres seneste værker om alt fra nationale identitetsmarkører over Baudelaires kunstteori til dadaistiske strikkepraksisser hos Hannah Höch, om uhyrligheden og umenneskeligheden af omfanget af det menneskeskabte, hvilket samtidig var en understregning af, at enhver form for kanondannelse ikke kun var et nødvendigt fravalg af middelmådige værker til fordel for de funklende juveler, men at denne kompleksitetsreduktion i praksis var en ekstremistisk slagtning af værker i en afsindig blodrus for ikke at blive bimlende gal.
Afsnittet / sætningen (den ene sætning) er karakteristisk for fortælleformen, den fortælletekniske stil, det altmodische sprog og romanens sætningskonstruktion.
Eller tag dette afsnit, som indleder Volontørens og Handbergs fælles køretur i førstnævntes orange Volvo (Volontøren har arvet det efter en afdød onkel) til No, hvor de begge skal til Præsidentens bryllup:
Knap havde Handberg sat sig i kareten og udtrykt sin dybfølte beklagelse over passagersædets ringe polstring og tvivlsomme kulør, før han fra sin taske fremdrog en slidt, 20 punds kassettebåndoptager, der stammede fra en fjern og for længst tilbagelagt teknologisk fase, et apparatur, sagde Handberg, der skulle være fundamentet for et eksperiment, der skulle udføres på turen, ja sågar stå i et 1:1-forhold til denne. Now listen, man, snøvlede Handberg med sin morgenstemme, imens han med sin prægtige opstoppernæse forsøgte at afkode, hvilken duftimprægnering der lå under onkels nikotinindkapslede og lystfuldt dinglende Wunderbaum i forruden. Den storstilede plan, der havde pint Handberg med søvnløshed, hvilket kun en middelstor, men i fatal grad ikke-medbragt termokande med varm kaffe kunne opveje, var imidlertid følgende: Enhver registreret sætning, men også tilkommende lyde på denne tilsyneladende så prosaiske odyssé fra Frederiksberg til det fjerntliggende No, skulle fastholdes og siden transskriberes for dermed at lade Handberg slippe for den bearbejdning, den finslibning og højglanspolering af materialet, der alt for ofte tyngede kunsten og gjorden den kunstlet og artificiel og i hvert fald tyngede Handberg at dømme efter det traurige fjæs, han pludselig vidste at fremdrage fra sit spejlkabinet af grimasser.
Som nævnt: Jeg er ikke som læser i tvivl om Thomas Hvid Kromanns intellekt og tekstuelle overskud. Heller ikke om, at han har humor. Og overskud. Men som læser veksler jeg mellem tiltrækning og distancering, glæde og irritation, og det er muligt, at det er godt. Men det er også muligt, at det ikke er godt!
**** / Forlaget People’s Press / 224 sider