Wendys vidunderlige verden er danske Marianne Verges debutroman – en velskrevet lille, naivistisk og socialrealistisk sag, som er let tilgængelig, på én gang præget af alvor og mangel på samme eller rettere sagt: en distanceret form for humor. Romanen handler om en ung kvinde, Wendy, som egentlig hedder ”Anne-Mette med bindestreg Jensen”. Wendy er en underligt uambitiøs, umoden og usikker kvinde og journalist. Hun er arbejdsløs, har nok idéer til et dokumentarfilmprojekt, men hverken pondus, kraft eller vilje til at føre det eller noget som helst andet til dørs. Måske fordi, Peter, den ambitiøse journalistkæreste, hun igennem flere år har haft, har forladt hende til fordel for en anden. Chokket over det, at Peter har knust alle hendes drømme, handlingslammer hende og får hende til at træffe flere mindre, og næsten konsekvent umodne og uigennemtænkte beslutninger. Selv om Wendy, der bor i København, kommer videre efter bruddet – blandt andet med hjælp fra sin småborgerlige mor og øvrige familie i Jylland – er hendes jalousi, uefne sorgbearbejdning og mødet med en anden mand, og siden – mødet med hendes ungdoms kæreste – med til at forvirre hende. For vil hun egentlig et parforhold? Og i givet fald, med hvem? Vil hun være voksen? Ansvarlig? Have at barn? Giftes? Hun er konstant i tvivl, og det er den tvivl og de mange uigennemtænkte handlinger og beslutninger, de ubearbejdede gnidninger i forhold til moderen (og den øvrige familie, faderen undtaget), og Peters konstante spøgen i baggrunden, der af Marianne Verge fremmanes i en blanding af alvor og distanceret humor. Man kan ikke sige, at Wendy skildres med sarkasme eller ironi, men der er en distance i fortælleformen – fremmanet af en forfatter, som forekommer mig at være ambitiøs, men som ikke desto mindre får skrevet en socialrealistisk fortælling, der – som følge af formen – næsten fremstår som chick-lit. Det ændrer dog ikke ved, at Marianne Verges debut har en sproglig elasticitet, som lover godt for fremtiden.

***  /  Forlaget Gyldendal  /  128 sider