BOGANMELDELSE Dyrets deroute er helt umiskendeligt en maskulin, ekspressiv og fanden-i-voldsk digtsamling. Faktisk kan jeg ikke mindes, at jeg før har læst en digtsamling, der så umiskendeligt er så maskulin, ekspressiv og fanden-i-voldsk. Tag nu bare følgende ord, som er plukket på må og få fra digte i bogen: hundegalskab, krematorier, projektiler, vådeskud, klorforgiftning, kosmonaut, selvmordspilot, henrettelsespeloton. Alene oplistningen af ordene anslår en tone, stemning, sansning, som er kendetegnende for digtene i samlingen, generelt. Jeg bliver som læser ikke opløftet, ikke berørt, men hevet ind i en virkelig voldsom tour-de-force, der især kredser om dyr og død – jævnfør samlingens titel.

Digtet, Hvil itu, indrammer meget godt samlingens tema: ”Landingslysene er knuste og / på ankomstterminalens panoramavindue / ses en fedtet fjeraftegning / af den due der ligger spjættende på / landingsbanen i eget blod og flybenzin / med et hul i kraniet som et åbent fuglebur / hvorfra et livs flyvske tanker / nu pibler vingestukne bort.”

Læsningen fylder mig på en måde med afsky. Sprogligt er digtene ganske vist tilstrækkeligt nuancerede til, at jeg accepterer touren / temaet. Men samtidig væmmes jeg så meget ved indholdet, at det på intet tidspunkt bliver lystbetonet for mig at læse.

Grafisk løftes digtsamlingen af vignetter, der klæder helheden.

** / Forlaget Nulpunkt / 70 sider