Skal man være lidt højstemt, kan man sige, at den norske forfatter, Erlend Loe, med Stille dage i Mixing Part følger i sporene på Henrik Ibsen i sin skildring af ægteskabets rollespil. Men man kan også hævde, at hans roman er en plat og banal farce med en let gang på jorden. Romanen er i hvert fald let læst, skrevet i korte dialogiske afsnit, der konstant kredser om familien Telemann – især faderen, Bror, og moderen, Nina – og deres forhold, hvis dys funktionalitet både direkte og indirekte blotlægges på en ferie i det sydlige Tyskland – som Bror hader, og Nina elsker. Romanen tager med udtalt humor fat om nogle klassiske familieforviklinger, fremmaner nogle kendte karakterer (den patetiske, den pinlige, den grandiose) og løber over stok og sten med sin karikatur af en mand, især. Dialogen mellem hr. og fru – både det sagte og usagte – er eminent godt skrevet, men man sidder alligevel tilbage med en fornemmelse af, at denne bog ikke er vigtig. Vel efterlader den uforglemmelige billeder, vel er den sprogligt behændig, men den emmer alligevel mest af uforpligtende sommerlæsning.

***  /  Roman  /  Forlaget Gyldendal  /  216 sider