Bevidst eller ubevidst er den afghanskfødte – i Danmark bosiddende – forfatter Abdul Malik Beakasyars første digtsamling på dansk præget af sorg, smerte, længsel, nostalgi og ensomhed. Og dét er måske meget klart, når man som ung – som han – har oplevet sit land blive invaderet af den sovjetiske hær, har måttet flygte – først til Pakistan og siden derfra videre til helt fjerne Danmark – og her dels har skullet søge at forlige sig med tabet af fædrelandet, familien og kulturen, dels har skullet tilpasse og tilegne sig et nyt sprog, en ny kultur, en ny omgangskreds. Hvem ville ikke i den situation kunne henfalde til tristesse? ”Problemet” er bare, at det gør noget ved læseren, at de er så modfaldne. Man bliver selv modfalden og trist, hvilket jeg for så vidt ikke synes er et ”problem”. Men da digtene på dansk (de har oprindeligt været skrevet på pashto, og er så blevet oversat og gendigtet på dansk med hjælp fra Ole Lillelund) også i flere tilfælde fremstår lidt banale, bliver læsningen i momenter en prøvelse. Flere af digtene fremstår snarere som skitser end færdige digte, snarere som uddrag fra en ungdommens poesibog end som en voksen, reflekteret og erfaren poets gennemarbejdede udgydelser. Om dét så skyldes forfatterens eller oversætterens manglende formåen – eller egentlige kulturforskelle i sansning og formidling – skal jeg ikke kunne sige, men et problem er det. Alligevel må jeg også understrege, at der er digte i samlingen, der på smukkeste vis giver anledning til selv at stoppe op og tænke og nyde. Derfor er læsningen – som digterens baggrund – dobbelttydig.

***  /  Det Poetiske Bureaus Forlag  /  80 sider