BOGANMELDELSE    Et sted i sin beretning om kræftsygdommen og –behandlingen siger en af forfatterens pårørende: ”Hold op, du ligner fuldstændig Vermeers pige, du ved, hende med perleøreringen.” (Og tørklædet!) Og jeg kan kun give den pårørende ret. Selv om forfatteren selv – unge, hollandske Sophie van der Stap – i sin bog umiddelbart vægrer sig ved sammenligningen, tager hun den til sig. Det antyder bogens titel, Pigen med de ni parykker, i hvert fald.

Sophie van der Stap bliver som 21-årig diagnosticeret med en sjælden type kræft. Og dermed må den unge, festglade studerende – fra det ene øjeblik til det andet – begynde at forholde sig til kitler, kemodrop og dødsangst i stedet for studier, fester og almindeligheder. Under behandlingen mister hun sit hår, og – forfængelig som hun er – må hun have ikke bare én, men hele ni parykker – også fordi hver og en af disse parykker viser sig at understrege særegne personlighedstræk. De ni parykker bliver som ni gestaltninger af den unge forfatter og får af samme grund hver sit navn.

Man kan som læser folde bogens for- og bagflapper ud og tage de ni gestaltninger – Uma, Platino, Bebé, Stella, Blondie, Lydia, Daisy, Pam og Sue – i øjesyn.

I bogen flettes umærkeligt to spor sammen – et spor, der handler om behandlingsforløbet, og hvori der indgår kitler og kemodrop, angst og ensomhed, små glæder (f.eks. fantasier om, at hun og en af lægerne kunne danne par) og små sorger (f.eks. erkendelsen af, at helbredelsen vil tage tid, hvis den lykkes) og skaldethed. Og et andet spor, der handler om den unge piges – og hendes gestaltningerns – forsøg på, når hun momentvist ikke er på hospitalet, at leve et normalt ungdomsliv med ture i byen, møder med veninder og flirter med diverse mænd.

Sammenfletningen af de to spor – de skaldedes og de ni parykkers – forekommer mig vellykket. Både fordi der er et indbygget drive i teksten som helhed, og fordi begge spor virker hudløst ærlige og naturligt vedkommende og sammenhængende. Jeg bliver for eksempel som læser tæt vidne til forfatterens humørsvingninger – dødsangsten på den ene side og livskraften på den anden. Og selv om der ikke er tale om litteratur af høj klasse, må jeg fremhæve tekstens vitalitet, kant og gnist. Jeg rives med af det naturlige flow, der kendetegner det ungdommelige miks af skildringer og tanker, handlinger og drømme. Men jeg tænker også, at det må være bogens indhold – det, at den handler om en kvinde, der er kræftsyg – der mere end noget andet gør, at bogen er blevet en bestseller, solgt i mere end 150.000 eksemplarer i Holland og solgt til udgivelse i flere andre, europæiske lande.

Personligt finder jeg især den sidste del af bogen lidt anstrengende. For vel nærmer Sophie van der Stap sig i dén del af fortællingen et sted i behandlingsforløbet, hvor hun kan erklæres sygdomsfri – og det er jo skønt – men hendes fortælling om op- og nedture nærmer sig også på dét tidspunkt det trivielle. Det er således med hiv og sving, jeg holder næsen i sporet, under læsningen af den sidste del af bogen, som pludselig forekommer mig meget lang.

***  /  GADs Forlag  /  234 sider