BOGANMELDELSE Ea Jeppesen er en ung, debuterende romanforfatter, og Hun bryder sig langsomt om hunde hendes debut – en godt skrevet, næsten klaustrofobisk lille roman om en ung, umoden, ufokuseret og uselvstændig kvinde, der i en osteklokke flyder med strømmen, men ikke selv tager initiativ til noget eller styring over sit eget liv.

Netop dét, at fortælleren fremstår så uselvstændig og initiativløs, gør for mig romanen ulidelig. Jeg er flere gange undervejs i læsningen ved at få nok, men læser alligevel videre – både fordi sproget er så knapt og stringent, og fordi romanen konkret, fysisk er så kort, at jeg kan se en ende på lidelsen.

Ea Jeppesen er uddannet fra forfatterskolen i 2006 og måske netop som følge deraf i stand til at holde fokus – hvilket er agtværdigt. Selv om det set med mine briller ikke giver megen mening, at hun det ene øjeblik taler i tredje person ental, det næste i første person ental: Det kan jeg i bedste fald kun se som en understregning af, at hovedpersonen er jeg-svag: nogle gange mærker hun sig selv, andre gange ser hun sig selv. Uanset synsvinkel er hun et potentielt offer for vold og alt muligt andet.

Hun lyver og fordrejer. Har en konstant angst for ikke at slå til, har konstant associative tankespring, en vibrerende uro i kroppen og en udtalt vanskelighed ved at indgå i relationer. Hun er – som søsteren siger: et menneske ”med mange ansigter” – og uden en egen sikker forvisning om, hvilket af disse ansigter, der er tættest på hendes sande jeg. En kæreste siger på et tidspunkt, at hun ikke længere er til at læse – vel at mærke da hun selv føler, hun er mest autentisk, åben og ærlig.

Sprogets knaphed og stringens lover godt for fremtidige romaner fra Ea Jeppesens side. Men personligt vil jeg håbe, at hun i sin 2’er vil slippe offeret og fortælle en anden slags historie.

*** / Forlaget Athene/Lindhardt og Ringhof / 112 sider