BOGANMELDELSE Snydeæg er Kathrine Assels debutroman. En helt enkel, men næsten knugende roman om en ung kvinde, Anna Engelsød, som kæmper en konstant kamp med dagligdagen, dagdrømmene, mareridtene, angsten, neuroserne, psykoserne, længslerne og i bund og grund – virkeligheden og sit eget svigtende selvværd.

Romanen er fragmentarisk og kompakt, delt op i mange små afsnit, der tilsammen tegner et velkomponeret billede af en karakter, der er helt ved siden af sig selv.

Man får sent i romanen et subtilt bud på, hvorfor hovedpersonen er blevet et menneske, der er så meget ved siden af sig selv: Hun har som barn mistet sin A-tvillingesøster, da søsteren faldt ud af et vindue fra fjerde sal. Dødsfaldet har ganske givet sat sit præg på Anna og på familien som sådan.

Uanset hvad er romanen stringent, skrevet i en lyrisk tone og på en sprogligt læseværdig vis. Tag et afsnit som dette:

For eksempel havde hun en dukke engang, som hun nærmest var forelsket i. Hun vaskede dens lange, sorte hår i æbleshampoo, til det blev skinnende blankt og duftede af slik og sommer. Og hun stak sølvfarvede knappenåle, der glimtede som stjerner, i ørerne på hende. Om aftenen gav hun hende lange, hvide kjoler på, så hun lignede en brud. Man kunne se bulerne fra hendes små plasticbryster gennem det lette stof.

Sådan lå hun der og bød sig til og fik det til at kilde i maven på hende og hele vejen ned i underlivet, hvor det blev til en ildebrand. Og hun trak hende ind i flammerne under dynens. Og bagefter bankede hun hendes hoved hårdt mod væggen. Igen og igen, til det holdt op med at dunke i hendes skød. Så lod hun hende ligge og flyde midt på gulvet uden tøj på med lange, kunstige øjenvipper, der sitrede en lille smule efter slagene. Og med små sneglespor af hvidligt klister på plasticmaven.

Nogle gange stillede hun sig foran spejlet med dukken og lod dens lange, sorte hår falde ned over sit eget ansigt. Det så helt forkert ud. Var alt for mørkt mod hendes lyse hud. Som et tæppe af tang, en eller anden havde fisket op fra bunden af havet. Og de mørke øjne, der stirrede ud på hende bag håret. Sorte som oliven. Og midt i det hele munden, der var alt for rød. Og hun hadede pludselig den dukke, fordi den var så smuk og perfekt og fik hende til at gøre ting, hun ikke brød sig om bagefter.

Til sidst savede hun hovedet af den. Spændte den fast på sin fars savbænk, så det lange, mørke hår faldt mod gulvet som et sort vandfald, og øjenlågene lukkede op og i med små klik, mens de skarpe tænder åd sig gennem dens hals. Dunk. Dér røg hovedet. På gulvet med sådan en hul lyd, mens kroppen blev siddende på savbænken mast helt flad under skruetvingerne.

Anna er, som beskrevet hen imod slutningen af romanen:

…ingenting. En tom skal. Et snydeæg. Sådan et, man udhulede som barn og vendte på hovedet, så ikke engang ens mor kunne se, at der ikke var noget indeni.

Det er ikke en stor roman, Kathrine Assels har skrevet. Men mindre kan også gøre det. For hendes roman er virkelig stringent, tonen så absolut troværdig og endda bibeholdt fra ende til anden. Det er godt gået!

**** / Forlaget Lindhardt og Ringhof / 112 sider