BOGANMELDELSE Der er noget næsten uvederhæftigt over Claus Høxbroes digte. Noget fanden-i-voldsk, brutalt og provokatorisk. Noget til tider forceret, men oftest bare voldsomt, momentvist morsomt, altid insisterende. Det er det – den energi – der gør læsningen af hans digte så speciel.

Han har (tilsyneladende) ikke brugt tid på at finpudse og polere, men bevidst (formodentlig) søgt det grimme, det grå, det helt afsindigt mørke – et univers som fint indkredses i titlen på hans digtsamling: Solsorten er en skrigende lort ved daggry. Her er ingen ynde, romantik og varme. Bare lort! I et gryende lys.

Samlingens absolut sidste digt lyder f.eks. i al sin enkelhed som følger:

Danmark har ondt i røven / har ikke sluppet taget / i termometeret endnu

Som det fremgår er der en subtil form for samfundskritik / politisk kritik i digtene. Men der er også digte, der synes publiceret, fordi forfatteren ganske enkelt har moret sig over egne påhit og talemåder:

Han var typen / der havde en kælder / han gik meget op i

Eller:

Jeg er på dybt vand / og har lige pisset i poolen

Eller:

Du har haft min pik i munden / din kæreste har ondt i røven over det / anatomiens veje er uransagelige

Digtene er jazzede, drevne og drilske. Og det i en sproglig elegance, der får mig til at tro, at manden gud-hjælpe-mig nok har siddet og grinet, mens han skrev dem. Selv griner jeg med. Selv om jeg ikke er afgørende klogere efter at have læst digtsamlingen.

*** / Forlaget Ravnerock / 64 sider