BOGANMELDELSE Klima- og energiminister, Connie Hedegaard, er en politiker, der tager sin opgave alvorligt – hun er optaget af, hvad hun fra sin position i samfundet kan gøre for klimaet og miljøet. Men hun er også en kulturelt velfunderet person, og derfor er det ikke så overraskende, at hun med sit ministerium i ryggen – og i et samarbejde med Borgens Forlag – beder en række store, danske digtere tage del i den opgave, det er, at sætte ord på de udfordringer, der klimatisk og energimæssigt knytter sig til tiden (og måske især fremtiden).
Forfatterne Simon Grotian, Peter Laugesen, Morten Søndergaard, Lene Henningsen, Jens Blendstrup, Marianne Larsen, Thomas Krogsbøl, Martin Glaz Serup, Peter-Clement Woetmann, Lars Bukdahl, F.P. Jac og Erik Stinus har alle budt ind, og ud af dét er der kommet en digtsamling med tekster, der – trods det klare tema – stritter i mange forskellige retninger. Ikke sådan at forstå, at de tolv forfattere udviser grundlæggende forskellige synspunkter, men af teksterne fremgår, at de har fået frie hænder, og at deres redaktør – sikkert fordi samlingen allerede som idé har antaget karakter af antologi og politisk statement, og fordi finansieringen allerede fra start har været på plads – ikke har taget opgaven at redigere helt så alvorligt, som han ellers ville have gjort. Samlingen stritter kvalitetsmæssigt så meget, at jeg vil spå den en kort levetid. Den vil ikke blive stående som et afgørende forsøg på at sætte ord på udfordringerne. Måske rammer Thomas Krogsbøl en pointe ind, når han i sit digt, Naturen, f.eks. skriver: ”Naturen har det varmt. Jeg har det varmt. Og jeg er mæt. Jeg ved ikke om jeg gider. Jeg har ikke været med til at vedtage en eneste naturlov.”
Bedste indlæg – synes jeg – bærer Peter Laugesens og F.P. Jacs signaturer. De to leger så eminent med sproget, at deres ”indlæg” i sig selv fremstår som suveræne, meget originale, små værker. Deres digte rummer både det ildevarslende og det muntre. Og bekræfter endnu engang, at netop de er og bliver to af Danmarks pt. bedste digtere.
*** / Borgens Forlag / 52 sider