BOGANMELDELSE Unge Palle Sigsgaards debutdigte efterlader mig i tvivl. Måske er det et studentikost blændværk, jeg har læst. Måske er det et talentfuldt afsæt udi det litterære. Jeg er i tvivl. Lidt. Og det kan være godt eller skidt. Men jeg hælder til, at det er skidt.

Meget kendetegnende for digtene er, at de rummer mange gentagelser, måske med små forskydninger i sproget eller forståelsen. Og dét oplever jeg som enerverende.

Tag for eksempel åbningsdigtet, der starter som følger:

Det at jeg er hemmelighedsfuld og alene i bjergene / betyder ikke nødvendigvis at jeg er smugler

Det at jeg er alene i bjergene / betyder ikke nødvendigvis at jeg er smugler. / Ligesom mørklagte hvide værelser ikke / nødvendigvis betyder at der er ugler derinde

Det at jeg er alene i bjergene / betyder ikke nødvendigvis at jeg er smugler. / Ligesom mørklagte værelser ikke / nødvendigvis betyder at der er ugler derinde. / Mørklagte værelser kan betyde: Her er lys nok. / Her er alt det lys man skal bruge

Det at jeg er alene i bjergene / betyder ikke nødvendigvis at jeg er smugler og / det at jeg er alene i et mørkt værelse / betyder ikke nødvendigvis at jeg er en ugle

Og sådan fortsætter det.

Personligt bliver jeg irriteret. Over gentagelserne. Og betydningsløsheden. For hvad skal jeg blive klogere på? Livet? Sproget? Jeg ved det ikke.

Bedst fungerer den midterste del af samlingen, hvor en kvinde ventilerer sin tvivl om alt muligt – selv om der også i dét tilfælde er mange enerverende gentagelser. For samtidig rummer den del af samlingen et forløsende element af humor. ”Historien” om den helt igennem neurotiske kvindes tanker er så langt ude, at den bliver morsom.

Men ellers vil jeg sige, at jeg så absolut foretrækker at læse digte, som rummer en betydning, der er større end som så.

*** / Forlaget Gyldendal / 56 sider