BOGANMELDELSE Katrine Buchhave Andersen er født i 1981, uddannet fra Forfatterskolen i 2005 (pt. filosofistuderende på Københavns Universitet) og romanen, EVA – et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx, er hendes debut.

Umiddelbart er titlen jo mærkelig – …kvaps i knolden fx – men romanen? Den er også mærkelig. Så i den forstand matcher titel og indhold.

Umiddelbart ligner romanen en lille let og kedelig sag med et gråt og kontrastfattigt foto på omslaget – et foto af en boligblok med ensartede vinduespartier og mennesketomme balkoner. Men man bliver klogere. For romanen er hverken grå eller anonym. Den er tvært imod yderst usædvanlig, ekstremt fortættet. Sproget er vanvittig intenst – til tider komplekst og filosofisk, til tider zappende og associativt. Romanen er i den forstand alt andet end let og kedelig. Den er et lille mesterværk. En minimalistisk fortælling, der bare strækker sig over en enkelt dag i en ung kvindes liv, men som i tanker og sprog er vildt voksende, eksplosiv og fascinerende. Tydeligvis skrevet af en forfatter, der formår at reflektere.

Det minimalistiske består i, at hovedpersonen – EVA – som samme dag er flyttet ind i sin nye lejlighed – bruger det meste af sin første dag i den nye lejlighed på at se fjernsyn og zappe frem og tilbage mellem de mange kanaler, som hendes far nåede at indstille, inden han skulle skynde sig hjem til sin kone (som ikke er EVAs mor). EVA har åbenlyst svært ved at orientere sig i sit eget liv, svært ved at finde ud af, hvordan hun skal forholde sig til sin kæreste, sin far, hans thaikone, moren, veninderne, naboerne. Hendes liv er som hendes måde at se TV på: Hun er en, der hele sit liv har zappet, ind og ud, frem og tilbage, uden egentlig at vide, hvad hun vil, hvem hun er, hvad hun skal, hvorfor hun er vred, hvad hun siger, hvorfor hun er tavs, hvorfor hun undgår andre, hvorfor hun opsøger andre, hvad hun interesserer sig for, etc. Hun er ganske enkelt identitetsforvirret – i udtalt grad.

Dét tænker hun selv associativt over, samtidig med at hun zapper frem og tilbage mellem TV-kanalerne, et øjeblik fordyber sig i et realityshow, et øjeblik efter i en politisk debat, så i en dokumentar, så i en film, igen i realityshowet, etc., etc., etc.

Der er ingen samling på tingene. Eller tankerne. Alt er bare momenter, momenter på momenter, tanker på tanker, associationer, indfald, refleksioner – eller mangel på samme. Billeder. Billeder. Lyde.

Tydeligvis er hun et forvirret kvindemenneske. En, der er hægtet af. Men som også – måske på skrømt – forsøger at komme op på hesten igen. Eller rettere – at bekæmpe den gnom, hun har i sin mave.

Det vil måske nok være for meget at sige, at EVA må være diagnosticerbar. Men helt sikkert er det, at hun har kvaps i knolden.

Og alligevel, må jeg sige – og det skyldes selvfølgelig forfatteren – er det imponerende tankerækker, der vældes op, én efter én, og som nok kan være vanskelige at læse, men som rummer enorme dybder. Tag dette tekstelement fra et tilfældigt nedslag i romanen:

… Så er det klart, hun bliver forvirret, når hun skal finde ud af, hvad hun synes. Det er faktisk, fordi hun er reflekteret og åben. Altså. Hvis det eneste hun kan er at observere og reflektere, så må det være gennem refleksionen, hun kan påvirke sin egen hjerne til at tænke noget andet end det, hun ser. Hvis den kan påvirkes indefra. Men når hun reflekterer, må det vel også være ud fra nogle bestemte tanker. Vestlige tanker fra hendes vestlige hjerne fx, som hun ikke selv tænker, at hun tænker. Men det gør hun jo. Tænker, at hun tænker på en bestemt måde. Og så tænker hun det vel ikke. Så er det dét, hun kan. når hun reflekterer, kan hun tænke noget andet, end hun ville have tænkt, hvis hun ikke tænkte, hun ville tænke noget andet. Så kan hun tænke noget nyt. Og så er det ikke mekanisk. Hvis hun kan styre det selv. Så må der sidde en eller anden jegperson og styre det hele. Et eller andet, der ikke kan laves om, fordi det er den, der laver alt det andet om.

Eller dette fra et andet, tilfældigt sted i romanen:

… Måske skulle man faktisk forsøge at komme med i sådan et show. Bare for at få suppleret garderoben i den feminine retning. Hendes forældre ville i hvert fald synes om idéen, hvis det kunne neutralisere hendes signalværdi. Og dog. En offentlig optræden på tv ville sikkert give dem et nervøst sammenbrud. Et hver. Værre end dengang til hendes fars halvtredsårs fødselsdag, hvor hun mødte op i flade sko og slidte jeans og en T-shirt med glimmer på maven. Det korte hår havde hun snoet i spidse totter, og hun syntes virkelig, hun var smart og moderne, og tænkte, at de ville synes, hun var lidt frisk, som de altid siger til Bjørn, at, hvor er du frisk, Bjørn, når han putter voks i håret og møder op i hængerøv og åben skjorte. Hun troede a de måske kunne synes, det var lidt morsomt. Men de havde bare kigget på hende med det der triste blik, som de altid bruger, når hun har gjort noget eller sagt noget, de ikke bryder sig om.

Sproget er fortættet, historien næsten fortalt som en monolog. Og det er fascinerende, forrygende, fantastisk. Godt gået!

**** / Forlaget Anblik / 232 sider