BOGANMELDELSE Der findes mange mesterlige rejseskildringer, hvori ophavsmændene (det er oftest mænd, der skriver dem) både formår levende at skildre deres konkrete rejseoplevelse, levende at skildre mødet med andre mennesker og levende at perspektivere og historisere en geografisk og/eller tidsmæssigt afgrænset begivenhed eller kultur, som de opsøger eller tilfældigt støder ind i på deres rejse.

Herhjemme står Carsten Jensen bag et par af de seneste års bedste rejseskildringer – med Jeg har set verden begynde (1996) og Jeg har hørt et stjerneskud (1997) – og ude i den store verden står den britisk/vestindiske Nobelprismodtager V.S. Naipaul bl.a. bag en bemærkelsesværdigt velskrevet trilogi om Indien – An Area of Darkness (1964), A Wounded Civilization (1977) og A Million Mutinies Now (1990). I Polen står den legendariske reporter Ryszard Kapuscinski bl.a. bag nogle uafrystelige rejseskildringer fra Angola (Jeszcze dzień życia, 1976) og Sovjetunionen (Imperium, 1993). Og i Tyskland står Hans Magnus Enzensberger bag en analytisk rejseskildring fra kontinentet, Ach, Europa! (1987). Alle disse rejseskildringer er oversat til og udgivet på dansk – bortset fra bogen om Angola.

Jeg kunne nævne andre læseværdige rejseskildringer, men de nævnte er dem, der først rinder mig i hu, og de har det tilfælles, at de er sublime og repræsentative for det bedste indenfor genren. Udgør de en kvalitetsmæssig målestok, vil de – alene på baggrund af kvalitetsniveauet – gøre næsten alle nye forsøg på at penetrere genren umulig. For man er med stor sandsynlighed dømt til at ramme under niveau. Alligevel skal forsøget selvfølgelig gøres.

Kristian Ditlev Jensen, som for seks år siden fik et veritabelt gennembrud i Danmark med sin selvbiografi, Det bliver sagt (om en barn- og ungdom som offer for en pædofil), gør da også forsøget – sponseret af DSB. Han forsøger at gøre en samlet rejseskildring ud af de tolv artikler om drømmerejser med tog, som han i første omgang skrev til DSB’s rejsemagasin, Ud & Se. I samlemappen – læs: bogen – binder han sine artikler sammen med essayistiske betragtninger og refleksioner – over kunsten at pakke en kuffert, kunsten at rejse alene og kunsten at møde sin egen far, blandt andet. De mange meget oplagt krumspring ændrer imidlertid ikke ved, at hovedparten af bogen fremstår som det, den oprindeligt var: tolv selvstændige skildringer af rejser med tog – en rejse fra København til Frederikshavn, fra Shanghai til Beijing, fra Cusco til Machu Picchu, fra St. Moritz til Zermatt, fra Tokyo til Kyoto, fra Sydney til Perth og så fremdeles.

I alle hans skildringer er der noget at hente: nogle fine iagttagelser, fine betragtninger, fine vendinger. Men også – og nok især – et fravær af noget andet: nogle berigende samtaler, nogle møder (der udfolder og udvikler sig) og nogle analyser. Det helt særlige ved Ditlev Jensens rejseskildringer er således det, der ikke fremgår, iagttages og italesættes. Og det er efter min mening et problem.

Derfor forstår jeg heller ikke, at det er lykkedes Ditlev Jensen og/eller hans forlag at aftvinge den rosende omtale, som Enzensberger beriger omslagets bagerste flap med. Herpå citeres den tyske mester for, at Kristian Ditlev Jensen er en ”mester”, der pludselig dukker op ”midt iblandt alle postmodernismens uduelige elever.” Enzensberger mener endda, at Ditlev Jensen ”skriver let som en fjer om tragedier, er suveræn i nærmest nonchalant grad og har en sensorisk og emotionel energi, som er uden sidestykke.” Dét ser jeg ikke afspejlet i Ord i Orientekspressen.

Min hovedanke er, at Ditlev Jensen forbliver iagttager, ikke for alvor spørger ind til og analyserer, men nøjes med ”min evige samtale med mig selv”, hvor samtaler med andre kunne have afmonteret forfatterens egne forventninger og fordomme. Kun lejlighedsvis lader han sig inddrage i samtaler, der – når de finder sted – får karakter af small-talk. Et sted i bogen skriver Ditlev Jensen ikke desto mindre: ”Jeg har aldrig været rigtig god til at være alene”. Det er muligt, at han har ret. Men han viser heller ikke, at han er god til at være sammen med andre! Tvært imod. Jeg får mistanke om, at hans sociale kompetencer har begrænsninger. I hvert fald formår han ikke at åbne de verdener, han passerer igennem, så de fremstår som andet end klichéer.

Symptomatisk skriver Ditlev Jensen, at en af DSB’s medarbejdere til hver rejse udstyrede ham med en ny playliste, som han kunne medbringe på sin iPod. (Playlisterne gengives bagerst i bogen)! Jeg ser for mig, at forfatteren har siddet i diverse togvogne – overfor andre mennesker – med blikket flakkende, pennen beredt, rejsehåndbøgerne slået op og musikken flydende ud i hørebøfferne. Det er muligt, at forfatteren selv har følt, at han nu var ude blandt fremmede, og at playlisterne var en berigende kilde, der kunne åbne for en forståelse og skildring af disse fremmede, deres lande, deres kulturer. Han forsøger da også både at forstå og beskrive de landskaber, der passerer forbi derude; forstå og beskrive de retter, der bliver serveret i diverse spisevogne; forstå og beskrive de mennesker, der tilfældigt omgiver ham på de respektive strækninger. Men playlisterne, hørebøfferne og fraværet af gedigne sociale kompetencer, analytisk sans og måske i virkeligheden nysgerrighed, gør for mig læsningen til en flad fornemmelse.

*** / Forlaget Gyldendal / 200 sider