BOGANMELDELSE Claus Høxbroe er en fanden-i-voldsk, debuterende digter, der er stærkt inspireret af den amerikanske beatgenerations forfattere: Allen Ginsberg, Jack Kerouac, Gregory Corso og William Burroughs. Men også af danske Dan Turell.
Ganske vist har Claus Høxbroe kun dedikeret ét af sine digte i Hylet fra gaden til de nævnte forbilleder – digtet, Beat – men man fornemmer alligevel meget klart, at han i sin pågående og direkte facon forsøger at træde i forbilledernes fodspor.
Tag for eksempel et digt som Det rigtige København. Claus Høxbroe går helt åbenlyst i Dan Turells fodspor med det:
”Det rigtige København findes først efter mørkets frembrud / det rigtige København er modsat retning af Strøget / og sniger sig som en flov student fra Hovedbanegården mod Enghave Plads / det rigtige København rummer McKluud og øl til 15 kroner / det rigtige København bliver serveret med kulørte pærer der insisterende rødt lyser de brogede gader op / i det rigtige København emmer gaderne af alvor selv når fredagens fest rammer / i det rigtige København er det altid fredag” – og sådan fortsætter det.
Som Dan Turell er Claus Høxbroe optaget af hverdagen, af natten, af værtshusene, luderne og lommetyvene. Men… sprogligt er han ikke på højde med forbilledet. Vel er der i Hylet fra gaden ansatser til noget fedt, men formen / faconen / attituden – ja, den fremtvungne hastighed – kan ikke skjule det faktum, at der lyrisk er plads til forbedringer / opstramninger / raffinementer. Men talent? Det har Claus Høxbroe. Talentet og rytmesansen.
*** / Forlaget Ravnerock / 76 sider