BOGANMELDELSE Den norske forfatter, Jostein Gaarder, blev verdensberømt, da hans (hidtidige) hovedværk – den filosofiske ungdomsroman, Sofies Verden – udkom i 1991. Dén roman er siden blevet oversat til utallige sprog og solgt i millioner af eksemplarer.
På sin vis er Jostein Gaarders nye roman, I et spejl · I en gåde, som et rip-off. I hvert fald genremæssigt og narrativt som et spildprodukt eller en opsamling af tanker eller idéer, der ikke fandt plads i Sofies Verden.
I et spejl · I en gåde er en roman om en ung pige, Cecilie, som ligger i sin seng, ramt af alvorlig sygdom. Man får ikke at vide, hvad hun fejler, men fornemmer på tanker og dialog med familiemedlemmer, at hun potentielt er dødeligt syg. Måske fornemmer hun det selv, men det er ikke afgørende. Det afgørende er, at hun i de stunder, hvor hendes familie lader hende være alene får besøg af en engel, Ariel, med hvem hun begynder at udveksle betragtninger om nogle af livets og dødens store spørgsmål. De to udveksler betragtninger om synet, om sindet og om sanserne. Om disses anvendelighed her og hisset. Og dét er jo dybt interessante betragtninger. Det rationelle kontra det irrationelle, det logiske kontra det ulogiske, det bevidste kontra det ubevidste – alt dét er interessante størrelser, som tåler refleksion.
Men jeg må tilstå, at jeg undervejs i læsningen ofte bliver irriteret over tonen i Jostein Gaarders roman og over dialogen mellem Cecilie og Ariel. Måske bliver jeg irriteret, fordi jeg ikke tilhører romanens målgruppe. Jeg opfatter romanen som skrevet til yngre mennesker, formodentlig unge – selv om det ikke af omslaget fremgår, at dét skulle være tilfældet. Men romanen forekommer mig som værende henvendt til andre end mig. Og dét irriterer mig, ligesom det irriterer mig, at Cecilie finder anledning til at stille alle de logiske, rationelle og naturvidenskabelige spørgsmål til Ariel – fordi de og den vedholdenhed, hvormed hun stiller sine spørgsmål, forekommer mig som værende så urealistisk, hendes tilstand taget i betragtning. Interessant nok er det først på de allersidste sider af romanen, jeg finder troværdigheden intakt – på de sider, hvori man indirekte forstår, at Cecilie er død og selv blevet en engel.
*** / Forlaget Høst & Søn / 136 sider