BOGANMELDELSE    Jerntæppet er faldet, og Letland er atter blevet et land, der tales om i Danmark. Alene derfor er det interessant, at den herboende lette, Ivars Silis, udgiver denne bog, der nok bærer hans navn, som forfatter, men rettelig burde bære Daiga Barancanes navn. Det er nemlig hende – en slægtning til landflygtige Silis – der over en årrække (de seneste år) – fra sin bopæl, først i Sovjetrepublikken Letland, siden i den selvstændige republik Letland – har skrevet til Silis. (Barancanes breve udgør cirka 95% af bogen. Silis har blot samlet, oversat, redigeret og skrevet et forord).

Hendes breve er ikke formfuldendte. De har ikke en litterær dimension. Antager ikke karakter af en samlet fortælling. Men de udgør ikke desto mindre – tilsammen – en meget personlig skildring af et samfund i omvæltning – en skildring af livet med et planøkonomisk morads, et autoritært partivælde, en truende stormagt og en gryende selvbevidsthed (”Vi er vokset op i et system blottet for personligt ansvar og med udbredt dovenskab” og ”for tiden fejer omvæltningernes vind gennem så mange socialistiske land” filosoferer Barancanes blandt andet). Og de udgør en meget personlig fortælling om nære ting som en familieforøgelse, familiens arbejde med at sikre forsørgelse og andre fornødenheder (såsom et køretøj, et køleskab o.lign.), familiens deltagelse i identitetsskabende begivenheder som f.eks. fællessang – og alt underbygges af private fotos fra livet i hjemmet og offentligheden (det vil især sige: gaden og kirken) i Riga. Og – set i lyset af, hvor lidt vi på denne side af Østersøen egentlig ved om livet på den anden side – er det hele så absolut læseværdigt, informativt og på sin plads. Men mest af alt som et væsentligt vidnesbyrd. Ikke som et væsentligt litterært bidrag.

**  /  Mallings Forlag  /  136 sider