BOGANMELDELSE Det står som et vidnesbyrd ud af digtene i samlingen, Bjerget i himlen, at forfatteren, Klaus Rifbjerg, er en både vidende og rutineret forfatter. Han betvinger sproget til perfektion, er virtuos, nuanceret og sikker og skriver nogle digte, der i flere tilfælde fremstår som fint afrundede refleksioner. Tag f.eks. åbningsdigtet, Stenen, hvori Rifbjerg på elegant vis forsøger at skildre stenen som et element i livet. Digtet starter som følger:

”At beskrive stenen / er som at have slået sig allerede / været bøjet forover af dens vægt / have ondt i tåen / hvor den ramte / eller føle sig afvist på forhånd / hertil og ikke længere / kantet / uforsonligt rund / ligefrem stenhård”

Eller tag digtet om fluen, Igen bump, der starter som følger:

”Fluens bump mod ruden / afbrydes af resignerede ture ud i rummet / hvor den samler sig til / ny forsøg / som også mislykkes fordi den / sædvanlige luft pludselig er / stivnet og står på højkant”

Rifbjergs skildringer af fysiske eller biologiske størrelser er eminente, præget af en trang til at indkredse, skildre og perspektivere snarere end af et ønske om at udfylde en bestemt rytmik, stringens og rigid ramme. Det er dét, der gør Bjerget i himlen så fascinerende. Samlingen er let at læse og dog får jeg – både undervejs og efter endt læsning – trang til at læse igen. For måske var der detaljer, som min øjeblikkelige læsning ikke åbenbarede eller afkodede tilstrækkeligt. I den forstand er samlingen prisværdig. Den lokker – i kraft af det billedrige, nuancerede sprog – til igen og igen at lade sig læse.

**** / Forlaget Gyldendal / 108 sider