KONCERTANMELDELSE

Den britiske sangskriver og sanger, Alison Moyet, havde klart sin storhedstid i 80’erne. Men hun er stadig aktiv – både som sangskriver og som live-act. Sidste efterår udsendte hun endda et nyt album, Key, for dermed at fejre sit 40-års jubilæum som soloartist.

Det materiale, hun pt. turnerer rundt med, og som også indgår på Key er som udgangspunkt en frisk tur ned af Memory Lane – om end der også indgår nyt materiale på albummet – og touren. Koncerten tirsdag aften i DR’s Koncertsal – den 36. på den nu afsluttede europæiske tour – var i hvert fald alt overvejende for nostalgikere. Her bød Alison Moyet for eksempel på sange som ”All Cried Out” og ”Love Resurrection” – sange der stammer fra hendes debutalbum fra 1984. Vel bød hun også på nye sange – blandt andet ”Such Small Ale” – men de gamle dominerede. En sang som ”Nobody’s Diary” skrev Alison Moyet ifølge eget udsagn som 16-årig. Og skal jeg være helt ærlig, så oplevede jeg faktisk flere af hendes gamle sange som mere formfuldendte end de nye – selv om man skulle tro, at erfaringen gav grundlag for at skærpe sangskrivningen og kompositionen.

Det med alderen gjorde Alison Moyet selv til et gennemgående tema tirsdag aften. I flere gange omtalte hun sig selv som gammel – hun er 63 år. Hun talte om det med at blive moden, mere selvbevidst og selektiv – og hun sang også en ny sang, ”The Impervious Me”, om fænomenet. Sangen handler om det med at blive sig selv i en sådan grad, at man bliver upåvirkelig / at selvet bliver uigennemtrængeligt af andres påhit, henvendelser og idéer. Altså ikke om at blive stædig eller sat, men i stand til at skelne skidt fra kanel og sige nej såvel som ja.

Med sit solide back-up på scenen af guitar og bas – plus diverse elektronik – viste Alison Moyet sig at være i stand til stadig at løfte den opgave at stå og fylde på en scene. Hendes sublime sangstemme var intakt – om end den i momenter var lidt for båret af vibrato. (Vi var trods alt ikke kommet for at høre opera). Det – at vokalen var intakt – kombineret med, at akkompagnementet var så solidt, gjorde, at især sidste halvdel af koncerten blev eminent, præget af autoritet og en sjælden evne til netop at trænge igennem. Lyden var tung og god – meget elektronisk. (Sean McGhee og Richard Oakes har tilført materialet en ny kant). De forandringer, som set-up’et tilførte sangene, virkede selv på scenen forfriskende – især efter at trioen midt i koncerten havde lavet et kort intermezzo med to gode, akustiske sager – ”It Won’t Be Long” og ”Filigree”.

Nok virkede flere af de gamle snage som mere formfuldendte end de nye. Men personligt – og jeg er ikke nostalgiker – forstod jeg, hvorfor nogle af de ikoniske 80’er synth-pop sager for mit vedkommende var gået i glemmebogen. De fremstod som antikverede, som tilhørende en svunden tid. Hvorimod den tids ballader havde en klædelige bestandighed i sig.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk