MUSIKANMELDELSE
Trinelise Væring er efterhånden blevet det, man kan kalde en rutineret, dansk singer-songwriter. Hun pladedebuterede i eget navn i en alder af 28 år, og det med en akustisk, engelsksproget vokaljazzplade. Nu, hvor hun udsender sin fjortende plade, er hun blevet 59. Og de godt 30 år, der i mellemtiden er kommet ind under huden, har givet hende en klædelig sikkerhed.
Der er bare det ved Trinelise Væring, at hun ikke bare er entreprenant, men også har det med at bryde ud af egne comfort-zones, kunstnerisk såvel som teknisk. Indtil nu kender vi andre hende mest som stilbevidst jazz-, rock- og/eller indiepop singer-songwriter. Men hendes nye plade, A Songwriter’s Odyssey, er en akustisk, engelsksproget americana- og/eller countryplade, og dermed bryder Trinelise Væring ikke bare med det dansksprogede univers, hun ellers har søgt ind i. Hun bryder også med sine vante musikgenrer. Hun kaster sig – apropos titlen – ud på en ny færd.
Men… hun gør det med moden attitude og forbløffende sans for det nye landskabs særkender. Sangene på A Songwriter’s Odyssey er således uhyre stilsikre og stærke. De er i flere tilfælde minimalistiske og i alle tilfælde intenst intime. Vokalt såvel som instrumentalt er de noget nær formfuldendte. Når jeg for eksempel hører sange som ”The Call”, ”If I Were a Builder” og ”Getting the Hang of Being a Failure” – er jeg både målløs og imponeret. Jeg suges ind i et univers, som vitterligt er besøg værd.
A Songwriter’s Odyssey er så god, at stod det til mig skulle Trinelise Væring både nomineres til diverse Danish Music Awards, tilbydes Kunstfondens livslange ydelser og optræde på sommerens største folk-festivaler (herunder på Tønderfestivalens hovedscene). For hun tager sin nye genre til nye højder med sin tekstuelt meget personlige vokal-, guitar-, steelguitar- og orgelbaserede americana/country.
Fundamentet til det hele har hun støbt under corona-nedlukningen, hvor hun havde tid til fordybelse. Indspilningerne har hun siden lavet i det Nordamerika, som hun musisk beundrer. Hun har helt givet forsøgt at skrive sig ind i traditionen og samtidig forblive tro mod sig selv og sit eget univers. Og dén balancegang viser sig at holde. Albummet er ganske vist indspillet med et altovervejende nordamerikansk hold af musikere, men dem har hun – sammen med produceren, John Raham – formået at formået – at lede ad fine stier. Lydbilledet er blevet som et varmt, organisk miks af folk, roots-rock og americana eller måske endda nordicana.
Med sig i studiet har Trinelise Væring haft Scott Smith på steelguitar m.m., Chris Gestrin på hammondorgel m.m., Jeremy Holmes på kontrabas m.m., Darren Parris og James Meger på el-bas, John Raham på trommer og slagtøj foruden Trent Freeman på violin, Pernille Bevort på klarinet og Elisabeth Vik og Lene Nørgaard på kor.
***** / Word for Word Records / 47 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk