KONCERTANMELDELSE

Tysk / engelske Max Richter er noget så usædvanligt som en populær og flittigt aflyttet klassisk / neoklassisk komponist og pianist. En ting er, at han er produktiv og skriver musik til populære TV-serier og film. I det regi har han blandt andet skrevet musik til Denis Villeneuves’ ”Arrival” og Martin Scorseses ”Shutter Island”. Noget andet er, at han har skabt flere store værker i eget navn. Det er i det regi – igennem egen ret og eget navn – at hans popularitet har manifesteret sig.

Mandag aften passerede han kortvarigt igennem København i forbindelse med en eksklusiv turné, der vil føre ham ud til flere kontinenter. I København bød han på en koncert i en udsolgt DR Koncertsal – med sig selv ved klaveret og fem strygere ved sin side. Konceptet for koncerten var enkelt: Richter og de fem strygere spillede i første sæt materialet fra pladen, In a Landscape (fra september i år) og i andet sæt materialet fra hans vel nok mest kendte plade, The Blue Notebooks (fra 2004).

At der mellem de to plader er et spænd på tyve år, var mandag aften ikke til at forstå, for første og andet sæt hang eminent godt sammen – om end jeg blev mere grebet af musikken i andet sæt end i første, som forekom mig lidt akademisk og stift snarere end passioneret. Materialet hang sammen, fordi det var skåret af samme grundmateriale – det minimalistiske, det repetitive og det let varierede.

Hvert og et af Richters instrumentale numre for klaver, keys, electronics og strygere er variationer over et tema – musik, der byder på små forskydninger, opgraderinger eller nedbarberinger. Ofte er musikken mørk og melankolsk – ofte med strejf af lys. Det strejf står førsteviolinisten som oftest bag.

De elektroniske lydlandskaber var mandag aften reduceret til små introer eller vignetter – hvor de kunne have været integreret i de enkelte numre, og dét irriterede mig. For hvad skulle vi så med elektronikken?

Det var så også den eneste irritation, jeg blev ramt af, for alt andet – kompositionerne og den helt rolige afvikling – var bjergtagende. Klaveret, de to violiner, bratschen og de to celloer – det var alt, hvad hjertet kunne begære mandag aften. Instrumenterne og deres betvingere skabt et intenst og intimt, mørkt, melankolsk og dragende univers.

Stærkest stod selvfølgelig et af Richters største hits (hvor tit forbinder man lige (neo)klassisk musik med hits?), ”On the Nature of Daylight”, som alene på Spotify er streamet mere end 125 millioner gange. Dét nummer – nogle ville sige: dén komposition – er for mig en favorit, uanset genre. Nummeret er gribende smukt – og et rigtig godt eksempel på det, at mørke bliver afløst af lys og egentlig solopgang. Mandag aften var variationen bare anderledes – mest af alt fordi tempoet var sat en my ned, og fordi andenviolinisten forblev i det lyse fremfor at gå ned i det mørke.

I ”On the Nature of Daylight” – og i øvrigt i de fleste andre af Richters numre – hører man, at han står i gæld til nyere minimalistisk komponister som Arvo Pärt, Philip Glass, Steve Reich, Brian Eno og Ryuichi Sakamoto. Men samtidig står det også klart – især efter mandagens koncert – at han har sine egne idéer, egne idiosynkrasier. Det er dem, der f.eks. gør, at han ikke står i gæld til en samtidig neoklassisk komponist som tyske Nils Frahm, men tværtimod står i egen ret og eget navn.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk