MUSIKANMELDELSE
Det er længe siden, den danske singer-songwriter, Anna Scharling, sidst lod høre fra sig – læs: udsendte et album. Hele syv år siden, faktisk. Den gang, da hun udsendte sit minimalistiske debutalbum, Sleeping at the Gates, hæftede jeg mig især ved hendes samarbejde med den mesterlige, ligeledes danske singer-songwriter, Michael Møller, og ved den afsmitning det samarbejde helt åbenlyst havde på hendes materiale. Flere af hendes daværende sange – og kompositioner – var eminente. Over det kvalitetsniveau, man kunne forvente af en debuterende singer-songwriter. Kvalitetsniveauet gjaldt ikke bare forarbejdet, men også den vokale / instrumentale forløsning. Anna Scharling viste sig den gang at være en virkelig god sangerinde – en vokalist med en næsten magnetisk stemme og et stort potentiale.
Nu er hun her så – langt om længe – med sit andet album, den åbenbart svære 2’er, Langdistanceløber. 2’eren har hun skabt i et samarbejde med musikere fra Guldimund og Girls in Airports. Og selv om klangbilledet siden sidst forekommer mig forandret, så er det stadig umiskendeligt Scharlings betagende vokal, der tiltrækker sig min opmærksomhed. Den – og så de forunderlige historier og nøgne sandheder, hun bringer til torvs. Det nye albums titel refererer til livet i præstationssamfundet / hamsterhjulet – et liv som Scharling helt åbenlyst ikke bryder sig om. Om det er derfor, skal jeg ikke kunne sige, men hendes vokal forekommer mig mere krads og hvileløs, stadig magnetisk, men ikke rundet af samme varme tyngde, som den var på 1’eren. Og det kan skyldes flere ting – en modningsproces, nogle markante benspænd, erhvervede erfaringer, en anden temperamentsmæssig tilgang til formidlingen eller måske helt enkelt det fænomen, at 2’eren er indspillet med en septet og altså ikke er så minimalistisk som 1’eren. Det kan også skyldes, at teksterne på 2’eren er danske, hvor de på 1’eren var engelske.
Stadig er vi i et tekstuelt / kompositorisk univers, der sender mine tanker i retningen af Michael Møller. Scharling har således genremæssigt holdt fast i det, jeg vil kalde americana med et nordisk islæt. Når hun synger om hverdagens trivialiteter og absurditeter, gør hun det med en rastløs søgen efter mening, kontakt, kærlighed. En rastløshed, som jeg genkender fra mange andres americana. Stadig vil jeg sige, at Scharling har et stort potentiale, men det er ikke mit indtryk, at hendes syv års udgivelsespause, har skabt fundamentet for et kvantespring – mindre kan dog også gøre det!
*** / 2ndToNumb / 39 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk