KONCERTANMELDELSE

Mariana Brito da Cruz Forjaz Secca aka MARO er født og vokset op i Lissabon, men uddannet fra Berklee College of Music i Boston og deler den dag i dag sin verden mellem Portugal og USA – og i øvrigt det Brasilien, hvor hun har familie – når hun ellers ikke er på turné, sådan som hun er nu, på en ”Trio Tour”.

Hun er ung, bare 29 somre, men har allerede udsendt syv album og et større antal EP’er og singler, siden hun debuterede i 2018. Hun er singer-songwriter om en hals – og vel at mærke en eminent en af slagsen. Genremæssigt er hun vidtfavnende, har endda repræsenteret Portugal ved det europæiske melodi grand prix, men på trio-touren er udgangspunktet det nedbarberede udtryk – én vokal og tre spanske guitarer (hvoraf de to faktisk spilles af spaniere: Dario Barroso og Pau Figueres). Og materialet? Det er hendes eget – fortrinsvis hentet fra hendes seneste album, hortelã, hvorpå selvsamme spaniere i øvrigt også medvirker.

Såvel albummet som koncerten i Store Vega må kendetegnes som magisk, rundet af den farve som kendetegner den portugisiske folkevise- og sang-tradition – herunder fado’en. Det vil sige, at der på én gang er noget lyst og let, mørkt og vemodigt over udtrykket. Og spændvidden i den farveskala mestrer MARO altså – med smil og tilsyneladende lethed. Hendes klang, ja, hendes fraseringer er gribende. Og lægger man dertil, at hun selv – og især de to spanske sidemen – er mesterlige betvingere af akustisk, spansk guitar, så har man forudsætningerne for noget ekstraordinært. Og dét leverede hun i Store Vega torsdag aften – noget ekstraordinært, intimt og på én gang helt enkelt og rigt facetteret.

Gribende sange som ”Oxalá”, ”Just Wanne Forget You” og ”Hortelã” indrammede egentlig præstationen. Og, som sangtitlerne indikerer – så sang MARO både sange på portugisisk og på engelsk. Selv om hun helt åbenlyst mestrer det engelske sprog – hun kommunikerede f.eks. virkelig godt med sit dedikerede danske publikum – så foretrækker jeg at høre hende synge på portugisisk. Det er for mig som om, der er en større grad af autenticitet og sammenhæng mellem sang og instrumentalt arrangement, når det portugisiske sprog hersker. Uanset sprog, knytter der sig dog en lyrisk åre til hendes formidling, der på én gang emmer af afklaret ro og (ud)længsel, fremsyn og nostalgi, indsigt og kropslig udadvendthed. Når man dertil lægger, at hun – som nævnt – var god til at kommunikere med publikum, god til at interagere og god til at fortælle om sin glæde ved modtagelsen i Vega – og i øvrigt var super charmerende – ja, så har jeg grundlag for at sige, at koncerten var enestående, måske nok i sekvenser en anelse ensformig, men først og fremmest, enestående.

Risikoen for stor ensformighed brød hun med ved f.eks. midt i koncerten at lade de to spaniere spille egne kompositioner og siden ved at lade duoen, Lumï, medvirke på ét nummer. De rent instrumentale numre var sublime, og da MARO, Dario Barroso og Pau Figueres fik selskab af Lumï var kombinationen af tre fint sammenklingende vokaler og de tre akustiske guitarer forrygende flot. Selv om et mere intimt venue ville have klædt koncerten bedre.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk