Olcay Bayir: Tu Gulî

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den kurdiske sangerinde med bopæl i London, Olcay Bayir, har med sit nye album, Tu Gulî, skabt et sandt lille mesterværk. Sangene og musikken på albummet er inderlige, længselsfulde, vemodige og autentiske. Sådan lyder de i hvert fald. Og her til kommer, at de er rundet af en æstetiske perfektion, en teknisk/kunstnerisk virtuositet og en åbenlys sans for de kurdiske traditioner, de er udsprunget af. Man mærker, at Bayir kender og forstår de kurdiske (og armenske) kulturer, som de traditionelle sange er rodfæstet i. Og det, at hendes egen stemme samtidig er, som var den ramt af renhed, giver altså hele materialet dén ekstra dimension, der fører til mit prædikat – ”et sandt lille mesterværk”. Etablerede sange om livets fortrædeligheder får så at sige nyt, spirende liv med Bayirs respektfulde fortolkninger og formfuldendte fornyelser. Hun præsterer storytelling af den ypperste slagt, som var hun den anatolske slettes svar på fadoens bedste, portugisiske betvingere. Hun fremmaner billeder, der er decideret gribende. Hendes udtryk er facetteret og dog fokuseret. På én gang rigt og imponerende enkelt. Albummets bedste sang er efter min mening, Hunsa – en sang som Bayirs bedstemor ofte sang – en sang om en ung pige, der tvinges til at indgå ægteskab – netop som bedstemoren og mange af hendes jævnaldrende var blevet tvunget til det.

*****  /  ARC Music  /  45 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share