Sunny Five: Candid

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Sunny Five er en ny konstellation bestående af fem jazzmusikere fra New York Citys pt. mest pulserende avantgardejazzscener. De fem musikere er altsaxofonisten Tim Berne, guitaristen David Torn, guitaristen Marc Ducret, bassisten Devin Hoff og trommeslageren Ches Smith. Og tilsammen udgør de fem altså en kreativ enhed, Sunny Five, som – i kraft af et fælles kunstnerisk blik på musikken og en fælles interesse for brugen af elektroniske virkemidler – skaber et næsten anmassende landskab af elektro-akustiske lyde. Landskabet – for der er ikke i gængs forstand tale om musik – er så anmassende, at man som lytter tvinges til at tage stilling. Slukker man ikke efter kort tid for det landskab, der foldes ud, venter der en langstrakt udfordring – 71 minutters avantgardejazz af et næsten industrielt kaos. Udfordring opstår i mødet mellem de fem individualister / de fem instrumentalister; i deres individuelle og fælles trang til at markere sig; i det insisterende, ja, pågående, landskab, de folder ud. Tim Berne er som den ciselerende saxofonist on top, men konstant sættes der ild til idéen om gængs musik. Og derfor forbliver albummet som helhed – en udfordring.

***  /  Intakt Records  /  71 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share