KONCERTANMELDELSE

Copenhagen Jazz Festival 2024 starter officielt i dag, fredag den 5. juli, men torsdag aften, den 4. juli, tyvstartede festivalen med den tredobbelte Grammy-vindende vokalist, Cécile McLorin Salvant og hendes tre sidemen på scenen i DR’s Koncertsal.

Udgjorde den konstellation et præludium, lover det godt for festivalen som helhed. For det stod lysende klart, hvorfor Salvant kaldes en af sin generations største stemmer og lysende klart, at hendes sidemen var velvalgte.

Festivalen havde på forhånd lanceret 37-årige Salvant som ”en af den moderne jazz’ mest begavede vokalister og historiefortællere” – en åbenlys arvtager efter legender som Ella Fitzgerald og Sarah Vaughan. Og jeg kunne tilføje – efter levende legender som Dianne Reeves og Dionne Warwick.

Meget sigende sang Salvant et miks af egne sange og standards – herunder en sang af Dianne Reeves (”Mister”) og en sang af Burt Bacharach, som Dionne Warwick har udødeliggjort (”Promises, Promises”). Og så sluttede hun (inden ekstranumrene) af med sin helt egen versionering af Kate Bush’ ”Wuthering Heights”. Men usædvanligt gode var altså også hendes versioneringer af egne sange som ”Fog” og ”Thunderclouds”.

Med andre ord: Hun demonstrerede, at hun mestrer det at bygge bro mellem genrer – jazzen, soul- og gospelmusikken m.m. – og mestrer at etablere sin egen røde tråd på højeste niveau. Derfor blev koncerten som helhed så ekstraordinært god, fokuseret og stringent.

At det skulle blive tilfældet, anede man efter få minutter. Sangerinden og hendes sidemen lagde nemlig meget stærkt ud med en versionering af Rodgers’ & Harts ”I Didn’t Know What Time it Was”. Og niveauet faldt ikke derefter.

Jeg havde på forhånd læst om Salvant og hørt noget af hendes musik, men torsdag aften oplevede jeg hende live – for første gang. Og – ja, hun imponerede ikke bare med sin stemmepragt, men også med sin teknik, sin musikalitet og sin autenticitet, sårbarhed og styrke.

Tilsvarende imponerede hendes sidemen – pianisten Sullivan Fortner, kontrabassisten Yasushi Nakamura og trommeslageren Kyle Poole. Da de entrerede scenen, fremstod især Fortner og Poole som kropsdovne, ikke nødvendigvis arrogante, men som lidt uinteresserede, slappe og ugidelige. Men attituderne dækkede over en ekstraordinær ro og teknisk snilde, som talte kropsdovenheden midt imod. Fortner lagde ud – sunket sammen på klaverstolen, men hans fingre talte og trak hele hans korpus op. Tilsvarende lagde Poole lidt slapt ud, men hans brug af stikker og whiskers talte – alt imens han holdt kroppen i ro. Han havde så meget ro i kroppen, at han en overgang – når han skiftede fra stikker til whiskers – blot placerede stikkerne i den ene armhule, alt imens han fortsatte sit ekvilibristiske trommespil. Hans hænder trak energien op. Nakamura – ja, hans spil var helt generelt præget af tyngde og præcision. Og det fede var altså netop, at det, der til en start tog sig ud som kropsdovenhed, dækkede over en ekstraordinær ro, tyngde og fortrolighed med materialet.

Af samme grund kunne Salvant fokusere på sin metier – sangen. Og den mestrede hun altså med en sjælden virtuositet, spændvidde og styrke.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk