MUSIKANMELDELSE

Færøske Eivør er en af Nordens allerstørste singer-songwritere pt. For ikke bare er hun en episk sangskriver af Guds nåde, hun er også en sangerinde og performer med en helt usædvanlig styrke og spændvidde. En næsten guddommelig kapacitet.

Men – selv om netop dét er udgangspunktet – har hun på sit nye album, Enn, alligevel skruet op for alt – for charmen, den vertikale kommunikation og brugen af simple, jordiske beats, baslinjer og elektroniske virkemidler. Enn er både spirituel og sakral.

Det, man lytter sig ind i, er ikke bare overvældende storladent, det er også mere sanseligt, fyldigt og intenst end noget af det andet, hun har udgivet. Samtidig er materialet – som på hendes tidligere udgivelser – fra ende til anden intimt, magnetisk – og altså enkelt, melodisk og sakralt.

Tag bare åbningsnummeret, ”Ein Klóta”. Nummeret åbner med helt enkle anslag på et klaver, kombineret med antydningen af en underliggende, elektronisk tone og snart tilføres Eivørs lyse sang. Det er helt simpelt, men det vokser i styrke og spændvidde og som et andet crescendo tager det til i en uomgængelig og stærkt overbevisende kraft.

Den røde tråd på Enn forbliver ganske klart hendes egen – for så stærk en singer-songwriter er hun – men jeg vil alligevel påstå, at jeg i momenter kan høre inspirationskilder. For eksempel vil jeg vove at påstå, at jeg i albummets andet nummer, ”Jarðartrá” kan høre inspiration fra den australsk/britiske duo, Dead Can Dance (der med Lisa Gerrard i spidsen i 1980’erne og ’90’erne blev kendt for en særegen, smuk form for darkwave-pop). Og så vil jeg vove at påstå, at jeg i albummets åbningsnummer, kan høre inspiration fra den irske sangerinde, Enya (der tilsvarende i 1980’erne og ’90’erne blev kendt for et raffineret og skønt miks af pop og newage).

Eivør slægter de nævnte sangerinder på. Hendes nye sange og musik er ganske vist ikke ren pop, ikke newage, ikke darkwave – som deres. Men genremæssigt er hendes sange og musik alligevel nært beslægtet. Og det altafgørende er, at Eivør fremstår som naturligt, organisk forbundet med stil, drama og klang i sine egne sange og sin egen musik. Autenticiteten understreges bare af, at hun har skrevet og sunget alle sine sange på færøsk – hvilket ikke på nogen måde spænder for intensiteten i oplevelsen.

Min eneste anke er reelt, at hendes album, Enn, er for kort. 40 minutter? Giv mig mere! For jeg er med på hele charmeoffensiven i og med, at Enn er et mesterværk.

******  /  Season of Mist  /  40 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk