Vs DooM: Live at Xenon

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Måske er der ting og sager omkring personerne, begivenhederne og sammenhængene – der i tilfældet Vs Doom er alment udbredte, ja, endda konventionelle. Måske er alt (eller en del) ukonventionelle. I hvert fald er den musik, det eksperimenterende, danske ensemble under ledelse af Martin Rexen (læs: M. Rexen) skaber alt andet end konventionel. Ensemblets musik stritter helt vildt. Den skær. Og skratter. Og er endog meget svær at genrebestemme. For hvad er det egentlig, man hører, når man lytter til Live at Xenon? Ja, jeg hører et energisk, medrivende monster-miks af afro-beat, syre-rock, bastard-folk, Balkan-musik og avantgarde-jazz.

Om man skal forstå første del af navnet, Vs DooM, som et ”versus” – altså en form for kamp mellem komponist, multiinstrumentalist og vokalist M. Rexen på den ene side og hans relativt nye avantgarde-blæserorkesteret DooM på den anden side, skal jeg ikke kunne sige. Det eneste jeg kan sige er, at ensemblet selv siger, at det med Live at Xenon ”kalder til kamp mod monokultur, puritanisme og ideologiens sproglige fattigdom”. Dét lyder jo fint. Næsten politisk. I hvert fald engageret. Men hvad det er for en ”ideologi”, ensemblet vil gøre op med, står hen i det uklare. Det generer mig bare ikke. For det centrale for mig er egentlig, at helheden – det sprælsk signifikante sammensurium i Vs DooM’s udtryk – fungerer og betager. Live at Xenon er aldeles forrygende.
Albummet er indspillet live over tre dage på Xenon-scenen i Huset i Magstræde i København. Og så er det – igen som noget absurd og ukonventionelt – udsendt (af det danske avantgarde-label, ILK) digitalt og på kassettebånd med walkman med bluetooth. (CD og/eller vinyl er åbenbart for konventionelt). Valget af det sidstnævnte udgivelsesformat hænger sammen med M. Rexens forkærlighed for ”lyden af bånd” og med, at han i Kina fandt afspejlingsenheder ”til en nogenlunde pris og god kvalitet.” Men helt ærligt! Hvem køber i dag et kassettebånd med walkman?

Nuvel. Helt uanfægtet af udgivelsesformatet – så er Vs DooM’s musik og lyd voldsomt insisterende og fyldig – skabt af hele 13 musikere: Michael Rexen, Henry Gibbs, Nina Baun og Liv Lumia Hurtigkarl på vokal, Mads Lund Egetoft på saxofon, Lise Munch på diverse horn, Mathilde Schelin på klarinet, Erik Kimestad på trompet, Kristian Tangvik på keys, Kristian Haarløv på guitar, Peter Danstrup på bas, Rune Lohse på trommer og Sylvester Kallesøe på slagtøj. Disse 13 musikere udgør, som jeg hører det, en original størrelse, som nok i momenter giver mig associationer til andre navne – blandt andre David Bowie og Fastpoholmen – men som også er helt særegen, original. Og når hertil kommer, at teksterne reelt er tekstuelle opgør med kulturel ensretning, puritanisme og patriarkalsk vælde – ja så er aktivismens autenticitet på plads. Derfor er helhedsoplevelsen så ekstraordinær.

****  /  ILK Music  /  70 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share