MUSIKANMELDELSE

Den dansk/svenske cellist, Andreas Brantelid (f. 1987 i København), er uden tvivl et af de to hjemlandes største cellotalenter pt. Brantelid er, om nogen, den klassiske musikscenes/celloens bud på en ”rockstjerne”. Han begyndte at spille cello som 4-årig med sin far som lærer og fik sin debutkoncert med Det Kongelige Kapel i en alder af bare 14 år – her spillede han Elgars berømte cellokoncert. I 2006 vandt han Eurovisionens konkurrence for unge solister som repræsentant for Sverige. Og året efter blev han i Danmark udnævnt til DR Kunstner. I 2009 modtog han i Danmark Kronprinsparrets Kulturpris og i 2015 Carl Nielsen-prisen. I nyere tid har han spillet med en række internationale orkestre – bl.a. London Philharmonic, BBC Symphony Orchestra og Berlin Radio Symphony Orchestra. Men han har også sine egen idéer og egne projekter – og albummet, 48 Strings, er et godt eksempel herpå. På 48 Strings dykker han således ud af eget behov ned i uomgængelige værker for cello af fire europæiske komponister fra 1800- og 1900-tallet – italienske Alfredo Piatti (1822-1901), tjekkiske David Popper (1843-1913), tyske Wilhelm Fitzenhagen (1848-1890) og ligeledes tyske Julius Klengel (1859-1933). For Piattis vedkommende dykker Brantelid ned i 12 Caprices, Opus 25, der er skrevet for solocello; for Poppers vedkommende ned i Suite for 2 Cellos, Opus 16 – den spiller Brantelid sammen med sin far, Ingemar Brantelid; for Fitzenhagens vedkommende ned i Concert Waltz for 4 cellos, Opus 13 – den spiller Brantelid med sin far og Henrik Dam Thomsen plus Fredrik Sjølin; og endelig for Klengelse vedkommende Hymnus for 12 Cellos, Opus 57. Sidstnævnt spiller Brantelid sammen med Øystein Sonstad, Nils Ullner, Emilie Eskær, Jakob La Cour, Louisa Schwab, Morten Zeuten, Live Johanson og Samira Dayyani. Brantelid har valgt at hylde de nævnte komponister – og at understrege at netop de har haft stor betydning for nutidens forståelse af celloen. Og ganske rigtigt – deres værker er vitterligt værd at lytte til – især, synes jeg, de romantiske værker af Popper og Fitzenhagen og det gennemført smukke, melankolske værk af Klengel, som klart giver mindelser om musik af den samtidige, danske komponist, Carl Nielsen. I de nærværende udgaver / versioneringer /produktioner er især Poppers, Fitzenhagens og Klengels værker eminent godt forløst. Klengelse er decideret mesterligt.

*****  /  Naxos  /  71 min.