KONCERTANMELDELSE
Der er et spørgsmål, der trænger sig på: Hvem fik idéen?
Svaret kender jeg ikke. Men jeg ved, at symfoniorkesteret Copenhagen Phil (med base i Det Kgl. Danske Musikkonservatorium / det gamle Radiohus på Frederiksberg) i årevis har haft en tilbagevendende festival kaldet ”60 Minutes”. Her arrangeres en popsangers (evt. –musikers) sange (og musik!) for symfoniorkester, og kunstneren optræder siden selv i konservatoriets koncertsal sammen med symfoniorkesteret (som hævder at være hele Sjællands).
Danmarks Underholdningsorkester (som hævder at have base i hele Danmark – orkesteret turnerer flittigt i hele landet) har imidlertid også en historik med samarbejder med popsangere og –musikere. Så hvem fik idéen? Og hvem har kopieret den? Som sagt, jeg kender ikke svaret? Jeg ved bare, at TV2 og underholdningsorkesteret i 1999 samarbejde på tilsvarende vis. (Den gang hed orkesteret bare Danmarks Radios Underholdningsorkester).
Ikke desto mindre kunne TV2’s optræden med Danmarks Underholdningsorkester onsdag aften lige så vel have været en optræden med Copenhagen Phil under ”60 Minutes”. Konceptet – ja sågar koncertens udstrækning onsdag aften lå indenfor rammerne af det, Copenhagen Phil præsenterer under ”60 Minutes”. (Koncerterne under ”60 Minutes” strækker sig gerne ud over timen). Men okay.
Måske er hverken spørgsmål eller svar væsentligt. Det væsentlige er, at underholdningsorkesteret (som er et selvejende kollektiv), som det fremgår af orkesterets program for forårssæsonen, har ”en ambition om at udbrede musikken, så flest muligt får glæde af den” / så musikken får ”størst mulig gennemslagskraft”.
Klart nok – pop baner vej for symfoniske arrangementer og i sidste ende den klassiske musik. Sådan er vilkårene i jernindustrien altså. Og hvad gør det – når det hele, samarbejdsrelationerne især, følges af sans for kvalitet, faglig stolthed og teknisk kunnen. Og nok så væsentligt – af entusiasme. Og på sæt og vis – indifference overfor genreafgrænsninger. Jeg er i hvert fald med på det hele – poppen, den klassiske musik og brobygningen derimellem – fordi kvalitet er en prioritet.
Materialet onsdag aften – og formodentlig på alle de kommende koncerter på TV2’s og underholdningsorkesterets forestående turné – var (og bliver), med Steffen Brandts ord, ”hele svineriet” – eller rettere sagt: en vifte af sange og musik fra TV2’s godt 40 år lange virke som ”Danmarks lykkeligste orkester”. Det vil sige numre som ”Fantastiske Toyota”, ”Bag duggede ruder” og ”De første kærester på månen”.
TV2 har i løbet af sine første 40 år udgivet 19 studiealbum (mere end 200 sange) og modtaget en række platinplader og priser. Rutinen er med andre ord nærværende, når TV2 går på scenen. Og dog var det tydeligt onsdag aften, at især Steffen Brandt lod sig overvælde eller fortabe eller pirre af den store lyd, der med de mange klassiske musikere på scenen fornyede bagkataloget. Orkesteret rykkede på begavet, kunstnerisk fleksibel og kvalitetsbevidst vis grænserne for musikken og byggede bro mellem poppen og den klassiske verden. Derfor, antager jeg, stod Steffen Brandt ofte med ryggen til hovedparten af publikum og blikket rettet mod strygerne, der smukt raffinerede de kendte ballader, som mange blandt publikum sang med på. Samarbejdet gav ny ilt til materialet og dets ophavsmænd og fremtvang nye sansninger. Derfor må TV2 alt andet lige have været ”Danmarks lykkeligste orkester”, da koncerten efter godt tre kvarter blev rundet af.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk