MUSIKANMELDELSE
Albummet, Blue Boat, er en remastered genudgivelse af en plade, som oprindeligt udkom i 1994. Albummet indgår i rækken af Jazzpar Pris-udgivelser, som Storyville genudsender, og det byder (som alle de andre album i serien) på jazzmusik af en ekstraordinær prismodtager med gæster. Den danske saxofonist, Steen Vig, modtog prisen i 1993, men døde desværre 1. januar 1994 (i en alder af bare 49 år), så han nåede ikke selv at opleve den oprindelige plade udgivet. Til gengæld kan vi andre glæde os over at blive mindet om, hvor storslået en saxofonist, han var. Og hvor eminent hans sammenspil med Gene ”Mighty Flea” Conners, Cornell Dupree, Hugo Rasmussen, Søren Kristiansen, Thorkild Møller og Ole ”Fessor” Lindgreen var. Steen Vigs landskab bestod af swingjazz, Dixieland, blues og tidlig R&B. Og det var altså, kan man forvisse sig om, et landskab, han kendte, kunne betvinge og kunne tilføre glød. Gløden er netop den store oplevelse i aflytningen af dette album. Når jeg f.eks. hører et nummer som The Flea Is Jumping (af Gene Conners), bliver jeg fuldstændig betaget af den virtuositet og klarhed, der præger Steen Vigs ageren. Det er meget, meget smukt – uanset om man er til nævnte genrer eller ej!
**** / Storyville Records / 62 min.