MUSIKANMELDELSE
Guitaristen, Uffe Steen, er en veteran. En rutineret, men stadig uforfalsket, energisk og levende formidler af moderne, jazzet bluesrock. Han er ganske vist en mand, der uden for blues-interesserede kredse, er gået under radaren – selv om han f.eks. har vundet flere Danish Music Awards – men i min optik er han en af Danmarks fremmeste musikere indenfor genren. En komponist og udøver, der er værd at bemærke. Værd at hæfte sig ved. Værd at lytte til. Hans nye album bekræfter synspunktet. På Retroscope demonstrerer Uffe Steen således med al ønskelig tydelighed, at han både som komponist og guitarist har et overskudsbetonet greb om virkemidlerne og instrumentalt vitterligt kan tale til både intellekt og sanse- og bevægelsesapparat. Vel at mærke med enkle virkemidler – ligefremme melodier og teknisk snilde. Udover Uffe Steen selv medvirker de faste kumpaner – bassisten, Thomas Sejthen, og trommeslageren, Jesper Bo Knudsen – på Retroscope. Og de tre er sublime sammen; giver de ni originale Uffe Steen-kompositioner og versioneringen af Jimmy van Heusens Darn That Dream karakter og kant og kulør og klang. Sidstnævnte er mesterligt fortolket, men også originale ballader som f.eks. Reggaedit og Junkie bekræfter, at Uffe Steen og hans to sidemen har en ekstraordinært sanselig musikforståelse og indbyrdes fortrolighed.
**** / Eget selskab / 38 min.