MUSIKANMELDELSE Jazzsaxofonisten, Keith Oxman, er en rutineret herre, som her – endnu engang – står i spidsen for et orkester, der i øvrigt består af pianisten Jeff Jenkins, bassisten Ken Walker og trommeslageren Todd Reid, og som ekstraordinært byder på en gennemgående gæstevist af saxofonisten, David Liebman. Denne All American besætning byder med Glimpses på moderne jazz af endog meget høj kvalitet – teknisk såvel som kunstnerisk – originale numre i et fint miks med nye versioneringer af gamle standards som eksempelvis Duke Ellingtons In A Sentimental Mood. Alt er lyrisk, melodisk, virtuost. Sprødt. Inderligt og udtryksfuldt. Smukt. En fryd at lytte til. Præget af en rutineret tyngde, ro og selvfølge. I virkeligheden et af de bedste jazzalbum, jeg endnu i 2018 har hørt. Fordi det både er udadvendt, nuanceret og mange facetteret. Især hæfter jeg mig ved det forrygende sammenspil de to saxofonister imellem. Det er telepatisk, gennemført og aldeles lytteværdigt.
***** / Capri Records / 55 min.