Koncertanmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
At Cassandra Wilson har sine rødder i sydstaten Mississippi fornemmer man, når hun synger. Selv om hendes musik og sang rummer tydelige elementer af Motown (som udsprang fra sorte R&B-musikere og -sangere i nordstaten Michigan) forbindes den i hendes tilfælde med den folk, blues og gospel, som dannede fundamentet for sorte jazzmusikere og -sangere i sydstaterne.
Cassandra Wilsons approach til musik og sang helt generelt – og hendes mørke vokal, som både kan lyde røgfyldt og elegant helt specifikt – gør hende til en af vokaljazzens absolut største sangerinder. Hendes time kan være frygtindgydende, men af samme grund også respektindgydende.
Dét var, hvad man på forhånd kunne vide. Noget andet var, hvad der helt konkret ville udspille sig på Det Kgl. Teaters Gamle Scene, når hun optrådte under årets jazzfestival.
Hun har ry for at være en krukke, der kan drive arrangører og publikum til vanvid. Men det hun leverede fra scenen lørdag aften var nærvær, ægthed, glæde og pondus – jazzmusik og -sang med rødderne i R&B, folk, blues og gospel. Cassandra Wilson leverede vokaljazz af den mest storladne og troværdige slags.
Materialet hentede hun i vidt omfang fra sine seneste album. Men også fra andre sammenhænge. Eksempelvis åbnede hendes orkester koncerten på Gamle Scene med en instrumental pastiche over Stevie Wonders Secret Life of Plants. Først herefter entrerede Cassandra Wilson selv scenen. Og det som den diva, hun reelt er.
Hun udfyldte både sin funktion og scenen. Med frygtindgydende og respektindgydende vokaljazz, med charme og total kontrol. Intet mindre.
Det, der imidlertid var særlig bemærkelsesværdigt var hendes orkester. Med sig på scenen havde hun Gregoire Maret (på mundharpe), Brandon Ross (på guitar), Jon Cowherd (på klaver), Lonnie Plaxico (på bas) og John Davis (på trommer). Og den konstellation rummede altså en råstyrke, som selv uden sangerinden ville have været et besøg på festivalen værd.
Plaxico var stoisk ro, det solide anker i orkesteret. Ross var virtuosen, melodiernes markør i orkesteret. Davis en ekvilibrist. Og Cowherd en nedtonet ditto. Men Maret! Han var vild. Aftenens største overraskelse.
Maret var kapelmesteren, ulasteligt klædt i mørkbrunt jakkesæt og hvid skjorte, en rank mand placeret i en anonym position ude på den ene side af scenen, hvorfra han – koncerten igennem – med umærkelige markeringer afgjorde, hvem der skulle spille soli, hvornår. Selv indtog han momentvis en mere central position, når han spillede mundharpe. For så bevægede han sig – som den eneste i orkesteret – ind imod scenens midte og siden tilbage til sit udgangspunkt, hvorfra han var den lidt anonyme kapelmester, der sikrede, at stjernen kunne skinne over København.
Men da koncerten nærmede sig sin slutning tog fanden ved ham. Som en anden opildnet tyr skinangreb han med sin mundharpe trommeslageren i noget der udviklede sig til langstrakte, ekstatiske udfald. Da det tidspunkt i koncerten indfandt sig måtte stjernen se sig henvist til en anonym position ude på den anden side af scenen, til en status som tilskuer. Men vel at mærke tilskuer til det vildeste delelement i hele koncerten. Så intenst og forceret var hans skinangreb, at det ikke ville have undret, om han øjeblikket efter var faldet om af udmattelse.
Isoleret set var momentet fængslende. Men intensiteten og vildskaben fik også aftenens stjerne til at blegne en anelse. For selv om Wilson med autoritet havde sunget sig igennem numre som Blackbird og Death Lettervar det den opildnede tyrs skinangreb, der efterlod det største indtryk.
****