Marie Carmen Koppel er efter min mening en af Danmarks bedste sangerinder. Hun har en stemme og besidder en musikalitet, som er af international kaliber. Derfor er jeg altid spændt, når hun udsender nyt. For hvor har hendes stemmepotentiale og musikalitet nu ført hende hen? Men… igen-igen må jeg konstatere, at hun – selv om hun har den pondus, der skal til for at indtage hele verden – ikke bruger den fuldt ud, men lader sig falde tilbage i en velkendt rille og nok raffinerer sin positionering i dén, men ikke andet end netop det! Når det er sagt, må jeg stadig give hende, at hun – også på sit nye album, Honestly – trykker et stort potentiale af i ti sjælere – nye numre fra egen have (dyrket i et samarbejde med Steen Rasmussen) og ”gamle r&b- og folk-rock-standards” som Paul Simons Bridge Over Troubled Water, Carole Kings You’ve Got a Friend og Wyclef Jean & Jerry Duplessis My Love Is Your Love. I Marie Carmen Koppels favntag swinger og ruller især sidstnævnte. Hun tager nummeret i besiddelse, tilfører det en altomsluttende varme og forvandler og fortætter dets sjæl.
**** / Cowbell Music / 51 min. / Også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk