Den danske jazztrommeslager, Carsten Lindholm, udsender med Indispiration sit tredje album i eget navn. Og vel at mærke et tredje album, der er ambitiøst, solidt, kompetent – teknisk overbevisende og gennemført kunstnerisk. Med sig har Carsten Lindholm varianter af konstellationer, der består af internationale navne som Erik Truffaz, Pete Judge, Thomas Siffling, John Beasley, Christoph Dell, Reggie Washington, Jim Bar, Gunnar Halle og danskerne Rasmus Bøgelund, Klavs Hovman, Hans Emborg, Thorkil Christensen, Henrik Andersen, Mark Lorenzen og Mathias Grove Madsen. Musikken er moderne, minimalistisk jazz med en nordiske tone og – momentvis – en indisk rytmik. Næsten konstant er det musik med trompeten som det fremmeste instrument. Materialet er nyskrevet af Carsten Lindholm og imponerende stringent, gennemtænkt og præcist. Man tænker således uvilkårligt, når man hører forløsningen, at der her er tale om et album af internationalt tilsnit – hvilket der jo rent faktisk er. Et overraskende stærkt udspil af en dansker på et tysk label.
**** / Jazznarts Records / 53 min.