Vidste man ikke bedre, ville man kunne foranlediges til at tro, at danske Steen Rasmussen havde brasiliansk blod i årene. Så organisk overlegen er hans tilgang til den brasilianske bossa-swing, at det giver mening at tale om, at han har den under huden. Han har tidligere lavet flere anmelderroste albums, hvorpå han har bygget bro mellem det nordiske og det brasilianske, han har tidligere arbejdet sammen med en række af både Danmarks og Brasiliens mere iøjne- og iørefaldende musikere, og det er dét fokus, dét samarbejde han fortsætter og udbygger med sin kvintet og albummet, Presença. Igen-igen indgår den eminente, brasilianske guitarist og vokalist, Leo Minax i samarbejdet, men denne gang også den legendariske og lige så eminente trommeslager, Paulo Braga, og – i en duet med Leo Minax – sangerinden Joyce Moreno – sangstjernen over alle brasilianske sangstjerner. Og musikken? Den bygger fortsat bro, men denne gang med noget, der må betegnes som en påfaldende let- og sikkerhed. Musikken er melodiøs og graciøs, smuk, formfuldendt og af noget nær verdensklasse. Flot komponeret, flot arrangeret, flot udført.
***** / Stunt Records / 46 min. / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk og i tidsskriftet CULTURES.