Med dette album markerer tyske ECM Tigran Mansurians 75-års dag. Den armenske komponist er født i 1939 i Libanon, men blev efter 2. Verdenskrig (sammen med sin familie) repatrieret i Armenien, den gang en del af Sovjetunionen. Her blev klassisk musik Mansurians levevej (selv om det først er i de senere år, vi i Vesten har stiftet nærmere bekendtskab med hans kompositioner). ECM har siden murens fald indspillet og udgivet flere af hans værker, som alle synes dystre. Men der er, dysterheden til trods, god grund til at glæde sig over, at vi også i Vesten får adgang til at høre hans voldsomt koncentrerede Double Concerto fra 1978. Den og tre nyere kompositioner, som med Quasi parlando udgives for første gang, forløses fornemt af Amsterdam Sinfonietta, dirigeret af Candida Thompson, og af de to solister: den moldoviske violinist, Patricia Kopatchinskaja, og den tyske cellist, Anja Lechner. Værkerne er helt gennemgående intense, triste, dystre, men også momentvist ekspressive. Og man må sige, at musikerne leverer en engageret indsats, der gør musikken nærværende og farlig.
**** / ECM New Series / 63 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES