Som jeg husker historien, scenedebuterede Darkness Falls for år tilbage på Trailerpark, dog under et andet navn. Siden har pop-noir-duoen, der består af Josephine Philip (på vokal og keys) og Ina Lindgreen (på guitar) (plus sideman) gentagne gange gæstet festivalen i Enghave. Der er da heller ingen tvivl om, at de to føler sig godt hjemme og godt tilpas på netop dén festival. De siger det i hvert fald selv. De ser sådan ud. Lyder sådan. Og publikum responderer i forhold dertil.

Det, der imidlertid – for mig at se er underligt – er, at de to synes at gøre det bedre live på Trailerpark end i studiet. Hvorfor det forholder sig sådan, har jeg svært ved at forklare, blandt andet fordi jeg aldrig har været med duoen i studiet, når den har indspillet nyt. Men alle de gange jeg har hørt duoen på Trailerpark, har den haft mere kant og pondus end på sine studieindspilninger. Det er som om, der er mere elektronisk, rytmisk energi, mere rå vildskab i musikken, når duoen er på scenen – og den elektroniske energi og vildskab forplanter sig til publikum. Derfor har det altid været fedt at opleve duoen på Trailerpark. Og det var det igen-igen fredag aften.

Vanen tro, optrådte Darkness Falls på den lille teltscenen, som i år hedder Soundvenue. Teltet er ikke for småt, men heller ikke for stort. Det passer til duoen og dens popularitet, idet man står tæt pakket inde under teltdugen til duoens dragende musik, som får en ekstra dimension i og med, at de to frontfigurer er klædt i flotte, feminine kjoler, har markante frisurer, der indrammer deres ansigter og i hvert fald Josephine Philip har rød læbestift af stor farvedybde – samtidig med, at de to, med hjælp fra deres mandlige trommespiller i baggrunden, levere en forførende musik med Philips fascinerende vokal (og læber) i front.

Fredag spillede Darkness Falls naturligt nok primært numre fra forårets udgivelse, Dance and Cry – numre som Night Games, Midsummer Wail og The Answer. Især sidstnævnte nummer fungerede helt utrolig godt med den feel af noget på en gang cool og farligt, som det rummer – alt imens læberne, kjolerne drager. Det er dét spænd – spændet mellem det farlige og det forførende – der gør Darkness Falls musik så fascinerende og til så godt et match med Trailerpark. For mig er Darkness Falls Trailerparks fede omdrejningspunkt / huskorkester!

****  /  Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk