Det danske poprockorkester, The Attic Sleepers, har eksisteret i fire år, men endnu kun udgivet en enkelt EP – om end en EP, der har fået en del airplay på blandt andet P6 Beat. The Attic Sleepers er stadig som en ny dreng i klassen, lidt tøvende, lidt tilbageholdende, måske genert? Men ikke desto mindre: værd at møde. For netop kombinationen af det nye og det åbenlyst kvalitetsbevidste (som udløser airplay), gør The Attic Sleepers til et orkester, man med rette kan vente sig noget af. (Dét havde publikum på årets Roskilde Festival for eksempel mulighed for at konkludere for nogle uger siden).

At orkesteret (også) var indplaceret som et de første på årets Trailerpark Festival torsdag tidlig aften føltes naturligt. Dels fordi orkesteret er så utroligt dygtigt (at det tåler gentagne møder), dels fordi det har noget på hjerte, noget der er lyst, noget der tåler dagens lys. Mathias Barfods lyse frontvokal er således i sig selv meget gribende midt i al sin lysende autenticitet. Det kan man høre på EPen, Lanquin, som forhåbentlig snart følges op af et helt album. Men torsdag aften i Enghave kunne man også høre det – om end lydbilledet på Soundvenue Stage var mere mudret end lydbilledet på den noget nær formfuldendte EP.

Orkesteret var helt åbenlyst på scenen, fordi det ville noget med sin optræden. Ville formidle noget, ville samle sig selv om fortællingen, og ville give sit festivalpublikum noget. I den forstand opvejede den nærværende indsats den mudrede lyd. Orkesteret, der på mange måder har en melodisk sound, der minder om Active Childs, formidlede sine fortællinger med en karakteristisk inderlighed og umiddelbarhed, som var på grænsen til det højtidelige, og dog ikke blev det – blandt andet fordi en del af formidlingen, herunder de drømmende, næsten nøgne guitarpassager og den lyse vokal, fulgtes til dørs af monotone trommer og en til tider brutal rumklang.

Interessant nok stod publikum under teltdugen i lang tid i en halvcirkel omkring scenen, med andægtig afstand, aktivt lyttende. Midtvejs i koncertforløbet trådte tre unge mænd frem til scenekanten. Her stod de en tid, inden de blev omsluttet af resten af publikum, som helt åbenlyst nød musikken. Meget sigende for koncerten – og musikken – var alle med på en lytter. Med på at ”stare at the sealing to the beautiful sound”.

****  /  Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk