KONCERTANMELDELSE

Josefine Opsahl er en enestående figur – ikke bare på den danske musikscene, men på den europæiske musikscene. Hun er enestående af flere grunde: Hun er et intellektuelt, højt begavet menneske; et menneske, der både reflekterer og formulerer sig nuanceret og præcist (hendes lixtal er højt); hun har en karismatisk udstråling og på scenen nogle outfits, der matcher karismaen; hun er teknisk en ekstraordinært dygtig komponist og cellist; og så er hun en aldeles ferm brobygger mellem den klassiske musik (som er hendes afsæt) og den elektroniske musik (som har hendes interesse); hun kan af samme grund – med sin 150 år gamle cello og diverse nutidige, elektroniske effektpedaler skabe et raffineret og dramatisk inferno af klangflader – et sansebombardement, der fylder, selv når hun er helt alene på scenen i eksempelvis Koncertsalen i DR Byen.

Koncerten fredag aften havde hun betitlet, ”Cytropia”. Koncerten skulle da også ses og høres som en opfølgning på udgivelsen af Josefine Opsahls nyeste album af samme navn – dét udkom i januar 2025 og blev blandt andet af undertegnede modtaget med udtalt begejstring. Jeg kaldte i min anmeldelse albummet ”et personligt, autentisk og meget originalt, elektroakustisk (…) mesterværk”. Vel live-opførte Josefine Opsahl flere af de mesterlige musikstykker fra ”Cytropia” – ”satser” kalder hun dem selv – i Koncertsalen. Men hun flettede også på organisk vis andre, tidligere numre ind i koncerten. Heriblandt numre, der rummede tydelige ripoffs af klassiske værker. Men uanset alder, sammensætning og ophav – så var det betagende ved satserne (og fremførelsen af dem) i DR’s Koncerthus, at Josefine Opsahl (igen-igen) påviste, at hun live mestrer det orkestrale, som naturligt opstår, når hun optager loops og lag på lag bygger satserne op fra at være solosatser til at blive – netop orkestrale solosatser.

Hun åbnede koncerten præcist som hun åbner albummet – med de magnetiske satser, ”Passenger” og ”Leave”. Lagde derefter kortvarigt turen forbi ”Liquid Entity”. Og vendte så tilbage til ”Cytropia” med satserne ”Ancient Gaze” og ”Tide”. Og til allersidst – som ekstranummer – gentog hun ”Leave”, nu i en mere forceret og fyldig udgave, der indgød mod til at danse hele vejen hen til metroen – efter koncerten.

A pro pos dans – da Josefine Opsahl midt i koncerten spillede et sæt startende med satsen, ”Sarabande” (også fra det nye album), indfandt to dansere sig på scenen til en moderne, koreograferet dans, umiddelbart foran soloartisten. På sæt og vis afspejlede kombinationen af cello, elektronik og moderne dans det, der er Josefine Opsahls ønske – at kombinere arv og innovation, fortid og fremdrift, opfindelse og opfindsomhed – under ét transformation og frihed til at transformere. Hun har før skrevet musik til balletten (og i øvrigt også operaen), og selv føler hun sig forbundet med dansen – det stod klart, netop med ”Sarabande” – selv om hun som instrumentalist selv måtte blive siddende med sin cello og elektronik – iført en blå latex buksedragt, som ifølge hendes eget udsagn ikke gav de store dræn. Hun havde det varmt! Varmere, formodentlig, end danserne

Men vi andre havde det også varmt. For Josefine Opsahl glødede der på scenen, foran os. Hendes solooptræden var hot og spicy, kunstnerisk såvel som teknisk.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk