KONCERTANMELDELSE

Skulle man have været i tvivl før koncerten, kunne man efterfølgende ikke være i tvivl. Folkrockbandet, Jonah Blacksmith, er et familieforetagende fra Thy i Nordvestjylland. Med streg under familie. Ikke bare består bandet af de to brødre, Simon og Thomas Alstrup. Det består også af fætteren Lasse Alstrup samt vennerne, Søren Bigum, Søren Poulsen, Thor Kortegaard og Jon Bisgaard Kjeldsen. Og så bygger foretagendet på et solidt musisk fundament, idet mange andre i familien i generationer har spillet folkemusik. Farfaderen, Johannes Alstrup, var smed i landsbyen, Koldby, og så var han den amatørmusiker, som børnebørnene, Simon og Thomas, opkaldte deres professionelle foretagende efter.

Lørdag aften indtog Jonah Blacksmith mægtige Royal Arena i København. Og vel havde bandet og brødrene prøvet noget lignende før – spillet andre store arena-jobs – men jobbet i Ørestaden var alligevel en foreløbig kulmination efter fjorten år som band. Arenaen i Ørestaden er så stor, at den i sig selv aftvinger respekt. Når der oven i købet, som i tilfældet her, er udsolgt, kan præstationsangst indfinde sig – hvis man altså ikke lige er stovt og stolt nordvestjyde. Brødrene lod forstå, at de var rørt over ”mødet” med det talrige publikum, men de blev stående på benene, sikre som sømænd i bølgegang.

Koncerten var – som flere tidligere koncerter med Jonah Blacksmith – en såkaldt ”filmkoncert”. Det vil sige, at der på megastorskærmen bag scenen blev vist små dokumentarer / adskilte historier om de to brødre og deres (arrangerede) møder og samtaler med en vifte af familiemedlemmer og folk fra lokalområdet omkring Koldby. Dokumentarerne fungerede som fornøjelige / personlige vignetter og (i visse tilfælde) koblinger til det, der ventede med / i et bestemt nummer. Eksempelvis så vi brødrene aflægge besøg hos deres barnløse faster og tale med hende om dét (for hende åbenlyst svære ved) at være barnløs. Dén sekvens fulgtes op af en kort optræden på en satellitscene i arenaen – hvor fasteren sang for på nummeret, ”Daughter of Jonah” (side om side med de to nevøer og et nordvestjysk ungdomskor), og siden modtog folkets hyldest for sit mod til at fortælle og optræde. I en anden sekvens mødte vi Thomas Alstrups kone, der fortalte om en næsten altødelæggende depression, hun for nogen tid siden havde haft. Den sekvens fulgtes op med bandets hidtil største hit, ”House on Fire”, der var en direkte reference til depressionen og dens udfordringer i familiesammenholdet. Der var filmsekvenser med faderen, med farmoderen, med farfaderens bror, med bandets bosniskfødte chauffør og mange andre og vel var flere af disse sekvenser underfundige og sjove, men de forekom mig også for lange – flere af dem forekom mig at være fem-seks minutter lange – og da de fungerede som vignetter mellem bandets live-optrædener udgjorde de altså en alt for betydelig del af den samlede spilletid. Vel tjente de som gode forklaringer på, hvad meningen med givne sange kunne være. Og vel gav de som et andet etnografisk studie et indblik i, hvad et nordvestjysk særpræg kan bestå i. Men jeg ville hellere have hørt mere live-musik.

Jeg har stor respekt for brødrenes familieværdier. De – og deres filmede familiemedlemmer og venner – fremstår i den grad som sympatiske. Ja, empatiske. Jeg morer mig dertil over deres tørre, nordvestjyske humor. Og beundrer deres tekniske niveau som sangskrivere, sangere og musikere; deres evne til at bygge bro mellem poprocken og folkemusikken. Og så gør det for så vidt mindre, at jeg under mig over, hvorfor brødrene, der er rundet af nordvestjyske dialekter, har valgt at skrive og synge på engelsk. Men lad det være – ”filmkoncerten” bekræftede brødrenes og bandets formulerede værdier og tilkæmpede teknikker. Og Royal Arena? Folk var med. Indfanget. Solgt. Jeg indbefattet.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk