TEATERANMELDELSE

Skuespilleren, Simon Kongsted, gør en god figur som den eneste medvirkende i teaterstykket, Lad mig være din Jesus, på Aveny-T. Kongsted er simpelthen til stede, og han spiller med bemærkelsesværdige nuancer i den ord- og intonationsberigede forestilling, som er skrevet af Rasmus Krone og instrueret af Johan Klint Sandberg.

Den unge mand, som Kongsted gestalter, er (som en anden fra barnsben) dårligt stimuleret, skizofren person – spændt ud mellem et åbenlyst mindreværd og en antydning af storhedsvanvid. Han har fået det indtryk, at Jesus har henvendt sig til ham – via en pizza – og at Jesus har udpeget ham som arvtager – den, der skal videreføre Jesu Kristi virke.

Problemet er bare, at den unge mand, der i forestillingen cirka har samme alder, som Jesus havde, da han blev korsfæstet, ikke hidtil har skabt, sagt eller gjort noget af nævneværdig betydning. Skal han udrette noget, som eftertiden vil huske ham for, er det altså på høje tide at både sadle og ride; at træde i karakter og finde ind til sin egen form for karisma; og til at affinde sig med den store opgave, der venter i Jesu navn.

Derfor spekulerer den unge mand naturligvis over, hvad det er, der gør historien om Bibelens Jesus så ekstraordinær. Hvad er det, vi husker ham for, og hvorfor? Svaret er ifølge den unge mand flertydigt. En ting er, at Jesus talte i slogans – hovedpersonens slogan bliver: ”Slå tvivl i det, du kender”. En anden ting er, at Jesus døde på et kors – dødsfaldet ville givet ikke have fået samme status, hvis dødsårsagen havde været salmonellaforgiftning. Korset er altså Jesus’ logo. Hvad skal arvtagerens være? Disse ældgamle og dog helt aktuelle overvejelser og symboler er Kongsteds figur optaget af. Figuren henvender sig af og til til publikum – ikke med spørgsmål, men som udtryk for, at han ønsker vidner til sin transformation. Selvsamme transformation fremstår dog lidt som ét skridt frem og to tilbage – figuren forbliver spændt ud mellem de to yderpunkter: et åbenlyst mindreværd og en antydning af storhedsvanvid. Og Kongsted forvalter altså den spænding med snilde. Derfor virker forestillingen, der var godt en time, også kortere, end den egentlig er. Og dét tjener skuespilleren til ære.

****