MUSIKANMELDELSE

Nok er Snorre Kirk norsk, men da han har boet i Danmark, siden han var 16 og er blevet uddannet her, på Rytmisk Musikkonservatorium i København, og efterfølgende er blevet hængende og har hængt ud med andre (danske) musikere, så oplever vi ham i Danmark som (lidt) dansk. Men sin nye kvartet går han imidlertid nye veje – i hvert fald, hvad set-up angår, ikke så meget hvad musiksmag angår. På en turné i England, hørte Snorre Kirk for få år siden den amerikanske klarinettist og saxofonist, Giacomo Smith – en musiker, Kirk følte sig ekstraordinært beslægtet med, musisk. De to blev enige om at lave noget sammen, og Smith foreslog at inddrage den amerikanske pianist, Joe Webb, og snart mødtes de tre. Men så satte Corona-pandemien ind, og alt gik i stå. Men det er klart – kontakten var skabt, og den blev opretholdt, og snart kom også den danske bassist, Anders Fjeldsted, ind over. (På den kvartets nye, første album medvirker desuden guitaristen, Alexander Honey Boulton, på tre numre), og så var der ellers dømt Count Basie! Og/eller Oscar Peterson! De markante musikere har således skabt et udtryk, der – med afsæt i Kirks nye, originale materiale – tager over, hvor Basie og Peterson og for den sags skyld Earl Hines slap, kan man sige. Kirks nye set-up leverer simpelthen en solid, blåtonet, melodisk form for swingjazz, som på én gang er moderne og sender tankerne tilbage til den gang i 60’erne. Musikken og måden, ensemblet forvalter den på, er imponerende flot, ægte og fortættet. Og så forekommer den mig ”større” eller mere international end den, Kirk hidtil har leveret med sine danske ensembler.

****  /  Stunt Records  /  36 min.