KONCERTANMELDELSE
Den canadisk-amerikanske singer-songwriter Rufus Wainwright har ofte optrådt i Danmark. Og søndag aften gjorde han det igen – endnu engang i Koncertsalen i DR-Byen og endnu engang som et af hovednavnene på Copenhagen Jazz Festival.
Denne gang indtog han scenen på festivalens sidste aften. Og det som led i sin øjeblikkelige, europæiske solo-turné. I Koncertsalen i København var han helt alene på scenen – kun udstyret med flygel, guitar og mikrofon og omgivet af publikum.
Nu er det længe siden, jeg sidst har set og hørt ham, og jeg skal ikke kunne sige, om han søndag aften var sit eget vante jeg, eventuelt var stresset eller havde en off-day, men han virkede distræt og ufokuseret og fortalte da også, at han havde haft meget travlt det seneste halve år. Flere gange glemte han sine egne sangtekster, stoppede op, repeterede dem for sig selv (og os andre) og genoptog sangene – ikke som om intet var hændt, men helt åbenlyst og forunderligt ligeglad med, at hukommelsen svigtede og momentum svandt. De første gange fremstod hans redningsforsøg charmerende – første gang sagde han for eksempel helt ublufærdigt, at han i hvert fald havde givet et virkelig godt show aftenen før i Berlin. Men efterhånden som fejlene hobede sig op i København, blev i hvert fald jeg ramt af følelsen af, at han virkede alt for nonchalant, grænsende til ligeglad. Og det bidrog for mig ikke til den gode stemning.
Wainwright indledte koncerten med det, han kaldte et rekviem – nummeret, ”Agnus Dei” – og fulgte op med sangen, ”Montauk”, der ifølge hans eget udsagn overraskende var blevet en sang, hvori han forsøgte at forklare sin egen datter om døden. Herefter strøg han fra sang til sang – fra klaver til guitar og tilbage – og kommenterede undervejs ironisk og selvironisk diverse pointer, alt imens han på rastløs vis dyngede sange oven på sange – lidt i stil med Elvis Costello. Det var som om Wainwright, som Costello, havde travlt, som om han ikke fandt det værd at dvæle ved hverken det ene eller det andet.
Wainwright er notorisk en dygtig klaverbokser og en lige så dygtig strengevrider. Og med den gennemtrængende, næsten insisterende stemme, han er i besiddelse af, kan man godt forstå, at han har kastet sig over både konventionel sange, musicals og opera. Men igen – søndag aften blev jeg ramt af et element af irritation over, at han ikke fandt det betimeligt at variere sin vokal noget mere. Det var som om, alt fik samme betydning og vægt. Som om det følelsesregister, der blev omsat til sange og musik, var snævert – til trods for, at hans vokal er så stærk, at hun burde kunne tilføje den en større vifte af følelser.
Først da vi nåede frem til ekstranumrene, fornam jeg, at der kom dybere dimensioner ind i Wainwrights udtryk – en egentlig autenticitet. Det var med sangene ”Going to a Town” og Leonard Cohens ”Hallelujah”. Med dem udvidede Wainwright sit følelsesmæssigt spektrum. Måske fordi han var så påvirket af lørdagens attentatforsøg mod Donald Trump derhjemme i USA. Wainwright gav udtryk for, at han frygtede, at attentatforsøget af republikanere ville blive brugt negativt – og så sang han ellers de i forvejen politisk / religiøst ladede ekstranumre, som begge fik nye dimensioner.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk