KONCERTANMELDELSE

Jeg ved ikke, om det er i mangel af mere oplagte navne, eller om chancen bare tilfældigt har budt sig til. Men arrangørerne af Copenhagen Jazz Festival har i år lanceret britisk/amerikanske Anohni and The Johnsons som et af hovednavnene på sommerens festival. Og det selv om ingen formodentlig vil hævde, at det er jazz, Anohni and The Johnsons begiver sig af med.

Jeg har til gengæld heller ikke hørt jazzpolitiet udtrykke kritik, så hvad er problemet egentlig? Ikke andet, end at det kan virke som falsk varebetegnelse, når man i én og samme sætning siger jazzfestival og Anohni & The Johnsons. I hvert fald må jeg konkludere, at genren jazz tolkes bredt.

Uanset hvad, så indfandt jeg mig lørdag aften i DR-Byens Koncertsal, hvor Anohni & The Johnsons gav den anden af to koncerter på årets jazzfestival. Og denne anden koncert var, som efter sigende den første af de to, virkelig god. Både fordi materialet var så godt, fordi Anohnis vokal er så unik, og fordi hans ni medbragte musikere er så eminente.

Med på scenen havde Anohni guitaristen Jimmy Hogarth, guitaristen Leo Abrahams, bassisten Sam Dixon, pianisten Gael Rakotondrabe, trommeslageren Chris Vatalaro, saxofonisten Doug Wiselman, cellisten Julia Kent, violinisten Max Moston, og violinisten Mazz Swift – et stort, men meget solidt hold af sidemen.

Aftenens materiale var hentet fra bagkataloget som helhed – ikke kun fra Anohnis nyeste album, sidste års roste My Back Was a Bridge For You to Cross. Noget af materialet stammede helt tilbage fra gennembrudsalbummet I am a Bird Now fra 2005 – fra dengang, bandet hed Antony and the Johnsons, og sangeren (og medierne) brugte “han” som pronomen, men også dengang definerede sig som transkønnet. Et enkelt nummer var en versionering af den traditionelle, amerikanske spiritual, ”Sometimes I Feel Like a Motherless Child”. Men – uanset materialets alder og herkomst – så var formidlingen fantastisk, som en meningsfuld vandring ind i en varm sommerskov med smukke lysninger og prægtige lysindfald på selv de mindste detaljer i Guds skaberværk. De detaljer så og hørte man udfolde sig fra guitaristernes side, fra pianistens, fra saxofonistens og fra cellistens – især. Og selvfølgelig – fra hovedpersonens/sangerens/Anohnis.

På et tidspunkt følte Anohni sig foranlediget til at fortælle lidt om sin stemme – den stemme, som mange fans finder trøst i. En kvinde blandt publikum, som sikkert var i sine egne følelsers vold, råbte pludselig: ”We love you!” Og til det responderede Anohni: Hvordan kan du sige vi? Hvordan kan du tro, du kan tale på alles vegne? ”We love you – but none of us will take care of you”. Og så tilføjede hun: ”Just kidding”. Hvorefter hun fortsatte sin historie om sin stemme. I korte træk var historien som følger: De første sange jeg som barn skrev og sang, skrev og sang jeg til mig selv i min egen lille pubbe. I dag kalder mange min stemme unik, men det er den ikke. Hver eneste detalje i min stemme har jeg hørt fra andre og tillært mig, så i realiteten står jeg bare på skuldrene af andre sangere. Intet i min stemme er unikt.

Senere begav Anohni sig ud i en længere redegørelse for den centrale agenda i hendes liv – krops- og kønsbevidstheden og det helt fantastiske ved at være transperson. Hun fortalte om en ung kvinde, hun og hendes orkester på et tidspunkt havde lært at kende, og som få år efter var blevet brutalt myrdet og parteret af sin partner. Den historie ledte hende videre til en kønspolitisk agenda og en tale om strukturel undertrykkelse og sexisme. Hvor Anohni præcist ville hen, eller hvordan redegørelsen skulle knytte an til eller åbne det kunstneriske værk, var uklart. Men igen, hvad var problemet? Ikke andet end at vi som publikum måtte vente en stund, før det igen blev sangene og musikken, der talte.

Med sjælfulde soul-sange som ”It Must Change”, ”Manta Ray” og ”Hopelessness” – foruden store hits som ”You Are My Sister” og ”Hope There’s Someone” slukkede Anohni ethvert tilløb til utålmodighed. Hun skabte sine egne, helt unikke heller af ro – nogle heller, som man sjældent hører i moderne musik, uanset genre. Hellerne – eller lysninger – var det hele værd.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk