KONCERTANMELDELSE

Den dansk/schweiziske singer-songwriter, Adina Friis, er ikke ”rigtig” jazzmusiker, selv om hun og hendes schweiziske band, Luumu, torsdag aften gav en koncert under Copenhagen Jazz Festivals paraply. Personligt er jeg ganske vist heller ikke så optaget af, om hun eller for den sags skyld andre af de optrædene på jazzfestivalen helt specifikt er jazzmusikere. Men interessant nok mener jeg at kunne konstatere, at de af Adina Friis’ sange/numre, der torsdag aften var bedst live, var de, der var mest jazzede. Det kan selvfølgelig have været et tilfælde. Men det var slående, at netop de, der gav bedst plads til improvisation, var de mest medrivende. Det var sange/numre som ”Orion”, ”Persistent” og ”Trace of Fire”. De blev koncertens mest uregerlige sager – på den fede måde.

Adina Friss var selvsagt koncertens centrale figur – siddende bag flygelet og mikrofonen. Men de to schweiziske musikere – kontrabassisten Simon Iten og trommeslageren Andy Schelker – foruden den spanske violinist, Gabriel Miranda, tog også i den grad del i arbejdet med at løfte materialet. Og det er altså langt hen ad vejen et materiale, der både er selvskabt og velskabt. Genremæssigt vil jeg kalde Adina Friis’ sange og musik en blanding af lyrisk folk, jazz og pop. Måske americana. I hvert fald vokalbaserede sange og melodiske kompositioner. Friis’ og Luumus største hit (om jeg må være så fri), ”Tell You a Story”, er et godt eksempel. Sangens titel siger endda det, der er kendetegnende for hele sangkataloget – Friis og Luumu udøver historiefortælling. Og den historiefortælling har en mørk eller skyggefuld side – det er dét, der giver sangene og musikken dybde.

Kvartetten åbnede koncerten i Musikhuset København med sangen, ”Crossfades”, som på albummet, Elephant Love Song, byder på signifikante blæsere. For dem blandt publikum, der måtte have været fortrolig med bagkataloget, var der altså nye toner, nye klange at gå på opdagelse i. Personligt fandt jeg også glæde i at opleve de oprindeligt tre medlemmer af Luumu live – at opleve deres interageren og indbyrdes energi.

Endelig var det en fornøjelse igen-igen at opleve Adina Friis synge på flere sprog – på engelsk (primært), på dansk (blandt andet i nummeret, ”Verdens sange”) og på sit hjemmestrikkede fransk (i nummeret, ”Monotonic”). Det var en fornøjelse igen-igen at høre hende blande nyt og gammelt materiale. Og det var en fornøjelse igen-igen at opleve spændvidden mellem Friis’ intime betroelser og hendes fysisk krævende og pågående udfald. Ovennævnte sange – ”Orion”, ”Persistent” og ”Trace of Fire” – var disse udfald, disse – på den fede måde – uregerlige sager, der perspektiverede alt andet under koncerten. De tre sange var måske nok krævende for kvartetten, men for os, der sad i koncertsalen, var de som energiopladninger i en koncert, der ellers i momenter grænsede op til det monotone. De tre sange indfandt sig i andet sæt – så i den forstand havde Adina Friis ret, da hun efter første sæt – og inden den korte koncertpause – annoncerede, at det bedste var gemt til andet sæt. Det bedste var værd at vente på.

***  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk