KONCERTANMELDELSE

Den danske singer-songwriter og elektropopkunstner, Hannah Schneider, var muligvis i vildrede over, hvorfor hun var blevet inviteret til at give en koncert under Copenhagen Jazz Festival. I hvert fald tilkendegav hun fra scenen i Musikhuset København, at hun – ud over egne sange – havde besluttet sig for at synge én jazzsang – nemlig Nat King Coles berømte standard, ”Nature Boy”. Og, jo-jo, det gjorde hun virkelig godt, men der var mig bekendt ikke repræsentanter for jazzpolitiet iblandt publikum, så hun kunne også have ladet være. Men skidt, i hendes versionering blev ”Nature Boy” et fint og i øvrigt meget naturligt vedhæng til hendes egne, ganske gedigne sange. Og helt generelt… hendes egne sange, de er godt skrevet – uanset om hun har været ene i skriveprocessen eller for eksempel har skrevet dem sammen med Nicolai Kornerup eller Christian Balvig. Sidstnævnte havde hun med sig på scenen tirsdag aften.

Schneider har arbejdet sammen med Balvig i små to år, og dét er åbenlyst et godt samarbejde – målt på mængden og kvaliteten af deres nye sange – som der i øvrigt snart udkommer flere af, kunne man forstå. Men én ting er forarbejdet, skriveprocessen. Noget andet er koncerterne. Og om dem vil jeg sige, at en afgørende kvalitet ved Schneiders virke – også tirsdag aften – er, at hun er god til at vælge samarbejdspartnere. Foruden Balvig havde Schneider to ekstraordinært spændende kapaciteter med sig på scenen i Musikhuset København – nemlig guitaristen Anne Roemer og violinisten Maria Martine Jagd. Ikke bare er de to et godt match, de giver også Schneiders nordisk melankolske sange og musik en klædelig, virtuos og facetteret kant. Teknisk er Roemer og Jagd så sublime udøvere, at jeg personligt ikke kan ønske mig meget andet og mere. Roemer og Jagd tilfører Schneiders sange og musik en karakter og dybde, der er definerende for oplevelsen. Samtidig formår de begge at økonomisere med mulighederne og dermed at give Scheiders vokal det bedst tænkelige akkompagnement. Også Balvig formår at økonomisere, uanset om han spiller klaver, keys eller klarinet. Men i modsætning til Roemer og Jagd trådte han først for alvor i karakter i koncertens andet del, som i vidt omfang bød på nye, stadig uudgivne, men så absolut lovende sange og musik af en næsten filmisk dimension.

Hvor første del af koncerten især udsprang af albummet, Ocean Letters, der er inspireret af Siri Ranva Hjelm Jacobsens forunderlige roman, ”Havbrevene”, der er en brevveksling mellem de to søskende, Stillehavet og Middelhavet, så udsprang anden del af koncerten, som nævnt, af de nye, naturbundne sange, der tilsvarende er sfæriske, stemningsmættede, melodiske. Alle tager de afsæt i stringente kompositioner, men tirsdag aften var der klart plads til improvisation og spontan valg af farve. De nye sange forekom mig mere sagte, mere vemodige. Men stadig helstøbte. Hvor vi i første sæt nok mest var under havets overflade, dukkede vi i andet sæt op til overfladen, op på jorden. Bedste numre i første sæt var, efter min mening, ”We Will Be the Only Sound in the World” og ”Fluid” (begge skrevet sammen med Kornerup). Bedste numre i andet sæt var, igen efter min mening, ”Amoeba” (skrevet sammen med Kornerup og udgivet under Schneiders og Kornerups fælles navn, AyOwA) og den nye ”Some Livingrooms in the Evening” (skrevet sammen med Balvig) – plus, selvfølgelig, ekstranummeret, ”Hey Sister”. I alle tilfælde stod Schneider tilbage som boblende glæde og alt andet end sortsyn. Hun stod som den centrale, samlende figur, der med sans for det melodiske, sfæriske og fortællende kunne formidle til andres glæde.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk