KONCERTANMELDELSE
Lørdag aften passerede jeg – på min vej fra Østerbro til Vesterbro – helt utroligt mange pink ladies. Ikke æbler, men kvinder i pink på vej til stadionkoncert med kunstneren af samme farve. Selv skulle jeg til en mindre koncert i Bremen Teater med tre men in black (and grey, skulle det vise sig). Ikke tre tilfældige mænd, men tre danske mestre, som tilsammen lyder navnet GinmanBlachmanDahl.
Kontrabassisten Lennart Ginman, trommeslageren Thomas Blachman og pianisten Carsten Dahl har on / off udgjort en trio igennem mange, mange år. I min optik en trio, af ekstraordinært sjælden styrke – takket være de tres helt exceptionelle musikalitet, de tres velerhvervede rutine og de tres fortsat levende nysgerrighed.
Musikaliteten, rutinen og den stadigt levende nysgerrighed så og hørte man folde sig ud på scenen i Bremen Teater – få måneder efter, at deres seneste mesterværk af et improvisationsjazzalbum, What’s to Come, udkom.
Nu er musik jo ikke en konkurrencesport, men jeg har svært ved at forestille mig, at Pink i Parken leverede på samme niveau som de tre mænd på albummet og i Bremen. Ginman, Blachman og Dahl var lørdag aften – endnu engang – helt særligt generøse.
På et tidspunkt – tidligt i koncerten sagde Blachman henvendt til publikum – at det var underligt, men de var alle tre nervøse inden, de skulle på scenen sammen. Og så tilføjede han: Det er lige som at være forelsket. Og dér ramte han ganske givet noget. De tre jazzmusikere elsker nemlig helt åbenlyst hinandens selskab og det at skabe noget sammen, selv om det i en forelskelse kan være svært at vurdere, hvor det hele på sigt bærer hen. Man da de er danske mestre, skabte de naturligvis noget stort – på scenen. Kærligheden internt i trioen havde simpelthen gode betingelser. Ikke bare de tre imellem, men også helt åbenlyst mellem de tre og publikum.
Når de tre – helt generelt, og igen-igen på en live-scene – er så suveræne sammen skyldes det ikke bare førnævnte kvaliteter, men også et frugtbart sammenrend af temperamenter. Ginman fremstår for mig at se som soliditeten, tyngden, roen; Blachman som rastløsheden, aggressionen, passionen; og Dahl som naturen, skybruddet og morgensolen. Hvor Ginman betvinger og sanser sit instrument, kæler og tæver Blachman sine, og Dahl favner og volder sit. Og den kombination af temperamenter er altså optimal, for tilsammen skaber de tre en nerve og fremdrift i musikken – så intet moment bliver kedeligt.
Om de tre spiller eller improviserer over egne numre som eksempelvis ”The Art of Finding Without Seeking” fra det nye album eller Strayhorns standard, ”Take the A-Train”, ja, så sker der noget, og dette noget har kant og karakter. Deres musik har ikke bare en særegen, klar profil. Den er også præget af variationer, og det er netop deres værn mod kedsomhed og forudsigelighed. Det er derfor, summen af deres temperamenter er så afgørende vigtigt for kvaliteten af deres musik – sikker derfor, forelskelsen fortsætter på, ja, er det tredje årti? At de tre oven i købet både er inde i musikken og har distance til den – så de reelt kan improvisere, hvilket de konstant gjorde i Bremen – ja, det er i enhver forstand optimale vækstbetingelser. For musikken. Og menneskene bag.
***** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk